Sportslørdag-helten blev man aldrig træt af at se: I dag er han næsten blind

76 år i dag.

Genial wing

Wingen besad en kombination af ekstrem speed og teknisk flair, der ville have gjort ham til en superstar, også i nutiden. Udgangspunktet var på venstre flanke, men han var omtrent lige stærk med begge ben. Til gengæld var han lidt af et legebarn og en humørspiller. Og – som sande kunstnere – var han bedst med frie tøjler og ikke en stram, taktisk spændetrøje. Når Thomas var på toppen, var han umulig at standse.

I en fremragende Sportslørdag-tipskamp i november 1978 mellem Everton og Arsenal, kørte han rundt med The Gunners’ rutinerede og solide højre back, Pat Rice, i en sådan grad, at nordireren ikke vidste hverken ud eller ind. Thomas elskede tydeligvis de direkte udfordringer, de snævre driblinger og bravurnumrene i de små rum. Rice kunne simpelthen ikke komme ind på kroppen af den driblelystne Thomas, der var fuld af finter og tricks. Fandt han plads på flanken, benyttede han blot sin hurtighed til at løbe rundt om den fortvivlede Arsenal-back. Duellerne mellem de to kombattanter var underholdning på højt niveau. De endte næsten hver gang med en Everton-chance, når Dave Thomas servicerede tonser-centerforwarden Bob Latchford med et indlæg fra baglinjen. Latchford manglede skarphed på dagen og fik ikke scoret, men det var ikke hans venstre wings skyld.

Altid uden benskinner

Nu var Pat Rice så ikke den forsvarer, der forfaldt til grovheder, når han var overmatchet (det skete ikke ret tit), men andre backs kunne have vanskeligere ved at tackle ydmygelserne, når de gang på gang blev sat til vægs. Som stort set alle andre aktører i den engelske liga på den tid, tog Thomas imod en til tider særdeles hårdhændet behandling med værdighed og oprejst pande. Der var ikke noget med at smide sig ned og rulle rundt for at få dommerens sympati. På det punkt har spillet udviklet sig i en ærgerlig retning. Det kunne dog ikke undgås, at klodsede tacklinger kom til at forårsage en del skader og fysisk slitage. Ikke desto mindre spillede Dave Thomas altid med nedrullede strømper og uden sådan noget nymodens pjat som benskinner…

I en anden mindeværdig Sportslørdag-kamp fra samme år udmanøvrerede Thomas og Latchford totalt Coventry City. Grove tacklinger af Coventrys Terry Yorath og Bobby McDonald kunne ikke standse den dribleglade wing, der gang på gang snoede sig fri og centrede til sin store centerforward.

Latchford scorede hattrick i Evertons 6-0-sejr. I det hele taget faldt Dave Thomas ideelt ind hos The Toffees, der havde et seværdigt mandskab med spillere som Martin Dobson, Andy King og Bruce Rioch. Liverpoolmandskabet manglede dog den afgørende defensive stabilitet til at nå helt til tops.

Startede i talentfabrikken Burnley

Thomas startede karrieren i Burnley og fik faktisk en mareridtsdebut med et 1-8-nederlag til WBA i 1966. Gennembruddet for den underholdende fløj kom i Queens Park Rangers i starten af 70’erne. Det var den ualmindeligt dygtige, men temmelig undervurderede Gordon Jago, der hentede Thomas til Loftus Road for 165.000 pund, et anseligt beløb på det tidspunkt.

Jago samlede et usædvanligt kompetent og særdeles velspillende mandskab, der rykkede op fra 2. division i 1973 med spillere som målmanden Phil Parkes, den tidligere Arsenalanfører Frank McLintock, oprydderen John Hollins, midtbanestyrmanden Gerry Francis og den geniale, men temmelig udisciplinerede angriber Stan Bowles. Dave Thomas var cremen på lagkagen på et underholdende og opportunistisk QPR-team.

QPR brillerede

I 1975 var Jagos afløser i managersædet, Dave Sexton, et mulehår fra at føre det engelske mesterskab til Loftus Road.

QPR startede sæsonen 1975/76 med at slå Liverpool med 2-0 i en superb kamp. Derefter smadrede londonerne de forsvarende mestre fra Derby County med hele 5-1 – ovenikøbet på Baseball Ground – i en ren opvisning af makkerparret Dave Thomas og Stan Bowles. Thomas scorede en gang og servicerede på elegant vis Bowles til et hattrick.

Efter hele ti kampe som ubesejret kom der lidt grus i maskineriet. Kontant spillende Leeds United tilføjede Sextons mandskab det første liganederlag. Siden led QPR i det hårde jule- og nytårsprogram, hvor man tabte fire ud af seks kampe fra den 20. december og en måned frem. Men anført af McLintock og Francis, og med Bowles og Thomas i hopla, vandt QPR derefter 11 af de næste 12 kampe, og fremstod atter som en yderst seriøs titelkandidat. Opkomlingene sluttede endda af med 13 sejre i de sidste 15 kampe og opnåede dermed hele 59 point. Et uhyre imponerende og sensationelt samlet resultat.

Tæt mesterskabskamp med Liverpool

Kampen om titlen blev et tæt og ubønhørligt kapløb med Bob Paisleys Liverpool. På sidste spilledag var The Reds et point foran, og målscoren var så lige, at Queens Park Rangers ville gå forbi, hvis Liverpool ikke kunne slå Wolverhampton på Molineux. Den kamp stod 1-1 indtil blot fem minutter før tid. Så scorede John Toshack, og kort efter Kevin Keegan, og Liverpool vandt dermed det engelske mesterskab med ét sølle point.

Efter den gyser kulminerede QPR. Dave Thomas blev købt af Everton året efter og opnåede stor succes. På landsholdet var der lukket for det varme vand for de klassiske wings under Alf Ramsey. Men efterfølgeren, Don Revie, bragte Dave Thomas ind fra kulden.

Thomas debuterede for Three Lions i 1974 og opnåede otte landskampe inden for et års tid. Mærkeligt nok blev han ikke udtaget til landskampene i 1976 og 1977, hvor han ellers spillede strålende. Skader på uheldige tidspunkter medvirkede dog i nogen grad til dette. I alt fald i et par tilfælde, faldt han for de sidste fysiske tests op til landskampene og blev sorteret fra truppen.

Er desværre næsten helt blind i dag

Skader ødelagde fuldstændigt sæsonen 1978/79 for Thomas, hvorefter Everton solgte ham til Wolverhampton. Den fysiske nedslidning var desværre evident på det tidspunkt, og som 30-årig søgte Dave Thomas (ligesom mange andre store britiske profiler på den tid) til den amerikanske liga og spillede en sæson for canadiske Vancouver.

En af alle tiders mest seværdige spillere lukkede karrieren med et par sæsoner i Middlesbrough og Portsmouth.

I de senere år har Thomas desværre skrantet helbredsmæssigt. Den visionære wing har – paradoksalt nok – måttet kæmpe med blandt andet tiltagende blindhed. I dag færdes han offentligt ved hjælp af en førerhund.