Annonce
Annonce

Allan Simonsen får statue i Vejle

30.09.2026 Kl. 09:58

Projektet realiseres i maj 2027

Vejle Amts Folkeblad har i dag kunnet fortælle, at det nu er givet, at der i Vejle opstilles en statue af Allan Simonsen.

Vejle Kommune har afsat 550000 kr. til projektet, og private donatorer har skænket et tilsvarende beløb.

Statuen bliver i bronze, og afsløres i maj 2027. Det er den meget velestimerede kunstner Misja K. Rasmussen, der står for udførelsen.

I Danmark er der i forvejen blot 2 statueportrætter af fodboldspillere. Det er Henning Jensens statue i Nørresundby og Harald Nielsens i Frederikshavn. Det er således første gang i historien, at der opsættes en statue af en levende spiller.

Vejle Boldklub Museum, med bl.a. Tommy Poulsen som initiativtager, står sammen med en række investorer bag realiseringen af projektet.

Sådan forestiller man sig, at statuen skal se ud.

Hvorfor er det vigtigt?

Andre steder i verden, især i England, er der masser af statuer af fortidens fodboldhelte. De er typisk placeret ved stadions, hvor spillerne bliver mindet. Hvorfor ikke her?

I Danmark har vi, besynderligt nok, ikke et museum for vores nationalsport. Heller ikke et nationalt sportsmuseum. Vi er heller ikke ret gode til at italesætte og ihukomme fortiden, selv om det ofte er nødvendigt at træde et skridt eller to tilbage for at kunne forstå nutiden – og for at kunne skue fremad. Den visuelle tingsliggørelse af fortiden er essentiel for, at begivenheder og personligheder kan forblive en del af vores kollektive hukommelse.

Fodbold er Danmarks nationalsport, men det afspejler ikke mængden af kunstværker. Der har i generationer været en tradition for, at billedlige fremstillinger af historiske personer ”tilhører” det finkulturelle. Idrætten er folkelig kultur. Men mon ikke de fleste vil mene, at det er lige så kunstnerisk fornemt, når Allan Simonsen scorer et fremragende mål, som når den kongelige ballet opfører ”Svanesøen”? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at sporten udgør en samlende kraft, der går på tværs af alle sociale skel.

En trend?

Måske er realiseringen af Allan Simonsen statuen starten på en trend? Der er plads til mange flere rundt omkring i fodbold-Danmark.

I Københavns Borgerrepræsentation har man godkendt opførelsen af et mindesmærke for de 8 omkomne landsholdsspillere, der blev dræbt i den tragiske flyulykke i Kastrup i 1960. Det var det fodboldhistoriske ”Gandil-Selskabet”, der tog initiativ til mindesmærket.

Monumentet, der udføres af Kunstnerduo Bank&Rau, kommer til at stå i Valby Idrætspark.

Annonce