Murbrækkeren og Klovneprinsen: Fightede sig ud af fattigdommen

Samarbejde eller fjendskab?

Hvad er det, der gør, at et samarbejde enten går op i en højere enhed eller flopper totalt? Hvilke faktorer gør forskellen mellem en motor der glider i olie eller knaser i grus?

Personlig kemi er vanskelig at definere. Nogle spillere behøver dårligt at kommunikere indbyrdes, for at opnå en nærmest telepatisk indbyrdes forståelse. For andre sker det stik modsatte. Denne historie omhandler et angrebspar, der udviklede en ret så negativ synergi. De kom til at fungere som diametrale modpoler og endte med at være fjender. Det kan måske forklares med, at de var totalt forskellige. Men det er trist, for de besad hver især unikke værktøjer, der kunne have suppleret og komplementeret, frem for at frastøde. 

Den aggressive kriger

Trevor Ford (født på denne dag i 1923) var en benhård walisisk centerforward. Af den rigtig ”gamle skole”. Stærk, frygtløs, aggressiv og med tonstung fighting spirit. Han skød godt og var ualmindelig stærk i nærkampe og i hovedspillet.

Trevor voksede op med en far der pacede ham voldsomt for at blive professionel fodboldspiller. Faren bandt en tennisbold til Trevors venstreben, som knægten gik rundt og sparkede til i timevis hver dag. For at øge muskelmassen omkring højreskøjten, kom der en våd, tung læderkugle bundet om ”det gode ben”.

Bag den daglige, timelange selvtræning lå et brændende ønske om at bryde de sociale mønstre og komme væk fra områdets helvedshede stålværker. Trevor gjorde drømmen til sin egen, og udviklede en ambitiøs målrettethed, der formede en fuldkommen kompromisløs indstilling.

På grund af 2. Verdenskrig kom Ford ret sent i gang med en professionel tilværelse. Han spillede for fødebyen Swansea i 2. division da ligaen blev rekonstrueret i 1947, og fik derfra en hurtig transfer til Aston Villa, hvor han scorede 60 mål i 120 kampe – en temmelig bemærkelsesværdig statistik.

The Bank of England Club

I 1950 blev Trevor britisk fodbolds dyreste spiller i historien, da Sunderland købte ham for 30000£. Dengang en svimlende sum. Købet af den walisiske landsholdsforward var et ærgerrigt statement. Sunderland AFC skulle til tops i engelsk fodbold, og klubben investerede så voldsomt, at man i folkemunde gik under tilnavnet ”The Bank of England Club”.

Hos The Black Cats kom Trevor Ford til at udgøre en klassisk angrebsduo: En target man (Trevor), der kunne agere murbrækker og tage slagsmålene med modpartens forsvar, parret med en tekniker der var i stand til at udfordre og kreere chancer. Det var Len Schackleton. Umiddelbart en dynamisk duo, men den skulle vise sig at være mere giftig for ambitiøse Sunderland, end for modstanderne.

Klovneprinsen

Len Schackleton var en gudbenådet tekniker. For ham var legen med bolden og glæden ved at drible og gøre grin med modstanderne, den drivkraft der agerede affyringsrampe for hans genialitet og flamboyante optræden. Fodboldfolket gav ham tilnavnet ”The Clown Prince”, og klovneprinsen elskede, når tilskuerne var hensat i åndeløs beundring over hans ekstraordinære tekniske numre. Han spillede bande med hjørneflaget, satte sig på bolden, lavede tunneller og driblede på instinkt og ren spilleglæde. Ford var Schackletons komplette modsætning. Når han trådte ind over kridtstregerne, gik han i krig, og der var ikke plads til show og klovnerier.

Det startede ovenud fremragende. Trevor scorede hattrick i sin debut mod Sheffield Wednesday. Han mosede modstandernes keeper ind i nettet ved den ene scoring, brækkede kæben på en forsvarer, og brækkede den ene målstolpe med et dunderskud. Men snart opstod der tydelige gnidninger mellem krigeren og kunstneren.

Stjernerne saboterede hinandens spil

Det var en slet skjult hemmelighed, at der var brune konvolutter med sorte penge i omløb på Roker Park. Efter sigende ragede Ford godt til sig af illegale betalinger ”under bordet”. Hans årelange, indædte kamp for at bryde ud af fattigdommen i Wales, manifesterede sig i et pralende forbrug. Det var forståeligt nok, men det skabte ikke ligefrem popularitet i omklædningsrummet.

Det var også klart for enhver, at mentalitetsforskellene mellem Trevor og Len var afgrundsdybe. Ford forstod ikke ”Schacks” cirkusnumre og hang til at underholde. Han mente – og udtalte offentligt – at Len syltede ham og nægtede at aflevere til ham. Omvendt var Schackleton dødtræt af den – i hans øjne – primitive, grådige og narcissistiske angrebsmakker, der kunne stå i timevis foran spejlet og rose sit eget udseende.  

Holdkammeraterne fornemmede, at de to stjerner saboterede hinanden på banen, og der var efterhånden åben konflikt. Sunderlands resultater led under skærmydslerne, og klubbens ledelse forsøgte at kalde kamphanerne til orden. Uden succes.

I en træningskamp afdriblede Len keeperen i en karakteristisk solotur, men standsede så på målstregen og afleverede demonstrativt tilbage til Ford, fulgt af en hånlig bemærkning. Trevor gik til bestyrelsen og proklamerede, at han aldrig mere ville spille sammen med Len. Efterfølgende fik ham, i 1953, en transfer til Cardiff. Men sidste kapitel i den dramatiske føljeton var endnu ikke skrevet.

Sladderhank eller whistleblower?

I 1957 udgav Trevor Ford sin selvbiografi ”I Lead the Attack”. Den blev et frontalangreb på Sunderland AFC og hans tidligere angrebskollega. Ford afslørede i bogen klubbens praksis med skjulte bonusser og brune papirsposer under bordet, og det afstedkom en stor skandale. Sunderland AFC’s økonomi blev gransket, og klubben kom i store vanskeligheder. Ford selv blev udelukket fra engelsk fodbold for bestandigt. Han havde fået sin hævn, men den var et tveægget sværd.

Waliseren tog til kontinentet og spillede tre sæsoner i Holland for PSV Eindhoven. Hans udelukkelse betød imidlertid, at han ikke kom med det walisiske landshold til VM-slutrunden i 1958.

I 1960 blev forbuddet ophævet, og han sluttede karrieren i Newport. Trevor Ford blev bilforhandler i Cardiff og gik bort i 2003, 79 år gammel.