
Klar dom: Tre danskere var dårlige mod Norge
Det danske landshold tabte torsdag aften 3-2 på udebane mod Norge i Nations League, og nu har fodboldekspert Morten Bruun fældet dom.
TV 2-ekspertkommentatoren har efter den første Nations League-kamp uddelt karakterer til de danske landsholdsspillere.
Her har han i modsætning til sin kollega hos DR Sporten, Andreas Kraul, der dumpede én dansker, ikke vurderet, at der var nogen danskere, der fortjente en dumpekarakter.
Men ifølge Morten Bruun var der tre danskere, der leverede dårligt i nederlaget mod Norge. Herunder kan du læse de vurderinger, som han gav til TV 2 Sport.
Filip Jørgensen: Jeg føler mig ikke sikker på, at Jørgensen bliver Danmarks nye førstemålmand. Usikker med fødderne. Kikser ved Norges andet mål. Men også – det skal siges – en flot, flot redning på et vitalt tidspunkt.
Rasmus Nissen Kristensen: Kredit til Kristensen for at overleve anden halvleg mod en dribler som Antonio Nusa med et gult kort. Men han var slemt på hælene i flere situationer over for den lynhurtige nordmand.
Gustav Isaksen: Ude af stand til at hjælpe Danmark, da han kom ind. Isaksen er en spiller, der har brug for at have tid til at spille sig ordentligt ind i kampene. Fik en frustrations-advarsel til sidst. Heller ikke smart.
Det danske landshold spiller igen søndag aften på hjemme i Parken mod Wales, der torsdag tabte 1-0 mod Portugal.


















