
Efter afbud: Sådan stiller Danmark op mod Norge
Man kan ikke påstå, at landstræneren er begunstiget af heldet. Fru Fortuna tilsmiler ikke just Danmark og landsholdet.
Andreas Christensens skadesfravær er et kolossalt tilbageslag. Nu har også Alexander Bah og Kasper Dolberg meldt fra.
Bahs scoring for Benfica i søndagens portugisiske topopgør i Porto (hvor Victor Froholdt var fremragende), lovede ellers godt for de danske muligheder i højre forsvarsside. Her kommer man til at stå over for enten Antonio Nusa eller Andreas Schjelderup.
Brian Riemer har i stedet for de to skadede aktører udtaget Anton Gaaie og Mohamed Daramy.
Portræt af Brian Riemer: Den udskældte landstræner fylder 48
Grundløse spekulationer
Ændringerne i truppen har foranlediget yderligere spekulationer vedrørende startopstillingen i Oslo på torsdag, og om hvorvidt landstræneren bør skifte formation. Det tror jeg på ingen måde bliver tilfældet. Tværtimod gælder det om at holde hovedet koldt.
Landsholdet har, trods den ret så massive kritik, ikke dumpet på de spillemæssige parametre. Danmark har således blot tabt 1 ud af de seneste 12 landskampe. Et skift til en 5-mandskæde i forsvaret mod lige præcis Norge, vil også være en markant fejl. Det vil efterlade et alt for stort rum til Martin Ødegaard og co.
Får hjemmefavoritterne taktstokken, så bliver det vanskeligt for den svækkede danske defensiv.
Den danske midtbane er fuldt konkurrencedygtig, og mantraet under Brian Riemer har hele tiden haft omdrejningspunkt i troen på egne evner. Norge er stærke, men der er ingen grund til at Danmark skal stille sig i tovene.

Landstræneren bør gå med denne opstilling:
Målmand: Mads Hermansen
Højre back: Rasmus Nissen Kristensen
Venstre back: Joakim Mæhle
Stoppere: Joachim Andersen/Victor Nelsson
Central midtbane: Pierre-Emile Højbjerg/Morten Hjulmand
Offensiv midtbane: Victor Froholdt
Offensiv venstre: Mikkel Damsgaard
Offensiv højre: Patrick Dorgu
Angriber: Rasmus Højlund