Mikel: Atmosfæren er bedre efter Mourinho-fyringen
Den nigerianske midtbanespiller spillede hele 0-0-kampen mod Manchester United i mandags, og det var tredje kamp i streg uden nederlag for Chelsea. To uafgjorte og én sejr i tre kampe ville normalt ikke være prangende for sidste sæsons mestre, men i den nuværende situation tages alle point positivt på Stamford Bridge.
Holdet og atmosfæren i omklædningsrum har dog forbedret sig på det seneste, og det er ifølge John Obi Mikel vitalt.
– Vi er kommet videre, og atmosfæren har forbedret sig siden managerskiftet.
– José er en fantastisk manager og vil altid være en stor mand. Men fodbold kan være kynisk, og man bliver nødt til at komme videre. Han kom til klubben for anden gang og vandt to trofæer, men nu er han væk, og alle skal videre. Om det var den rette beslutning at fyre ham, kan kun fremtiden vise.
– Vi skal kravle op i tabellen, og de seneste tre kampe tegner godt. Jeg tror stadig på en top 4-placering. Hiddink kan ikke komme ind og udføre mirakler fra start, men han vil uden tvivl sætte sit præg i højere grad, når han kender alle. Holdet er trods alt anderledes end sidst han var her – det er kun mig og John Terry, der er tilbage fra dengang, har Mikel, ifølge Sky Sports, fortalt.