Geniale Rou: Den største spiller i AGF gennem tiderne

Født på denne dag i 1924.

I Aarhus er der ingen over eller ved siden af Aage Rou Jensen. Den lange tekniker med det superbe overblik spillede i tyve år for De Hviie’s førstehold og han var utroligt stabil og konstant.

Personificerede ”GF’er-ånden”

At han sideløbende med over 400 kampe for AGF og en flot ”civil” karriere på Ceres også havde overskud til at være en af landets dygtigste håndboldspillere, er næsten ufatteligt. Rous betydning for AGF’s etablering i den absolutte top af dansk fodbold i 1950’erne er uvurderlig. Han var holdets kaptajn der sikkert og roligt styrede skuden og som de andre trygt kunne læne sig op ad. Og så var han med sin personlighed afgørende for det gode kammeratskab, den særlige ”AGF-ånd”, der herskede på Fredensvang.

Rous svaghed var hurtigheden. Han blev ofte benævnt som en af dansk fodbolds to geniale ”snegle” (den anden var Knud Lundberg), men han kompenserede for sin manglende speed med forudseenhed og en gudbenådet boldbehandling. Desuden havde Rou et løbe- og offervilligt team omkring sig.

Stærkt kollektiv i AGF

AGF i 50’erne var først og fremmest funderet på en uhyre stærk defensiv. Den bestod af spillere som Henry From i målet, den store centerhalf Hans Christian Nielsen og halfbackerne Jørgen Olesen og John Amdisen. Under trænere som Gerhard Müller, Peter Vesterbak og især Geza Toldi udviklede GF’erne en særlig kollektiv kampmaskine, som ingen andre danske klubber kunne hamle op med. Rou styrede offensiven med folk som Svenning Pilgaard, Gunnar Kjeldberg, Erik Kuld Jensen, Peder Kjær m.fl.  

Mere om John Amdisen her: Den glemte AGF-helt med en rekord, ingen har slået

De teambaserede dyder blev varetaget på fineste facon i AGF’s ungdomsarbejde af først og fremmest Johannes Bodilsen, der havde enorm betydning for udviklingen af en særlig stil på Fredensvang – i dag ville vi kalde det konceptuelt.  

Læs om Henry From her: Han blev kaldt for usikker i årevis – så blev han Danmarks OL-helt som 34-årig

Ville ikke være professionel

Aage Rou Jensen debuterede for landsholdet som 20-årig i 1945, og de næste par år befandt den lange AGF’er sig i periferien af landsholdet. Han kom med til OL i London i 1948, men som reserve og uden at spille. Alligevel var der bud efter ham fra udlandet i tiden efter de Olympiske Lege, hvor mange af de bedste danske spillere rejste ud. Både italienske og franske klubber viste interesse, og det havde da også været interessant at se Rou i f.eks. en stærk italiensk klub. Han besad mange af de samme fortrin som Gunnar Gren og Jørgen Leschly Sørensen, som jo begge var gigantiske succeser i Milan. Men professionalisme var ikke noget for Aage Rou.

I sin selvbiografi ”Aldrig færdig med fodbold” fra 1961 skrev han: ”Ledere fra Bologna kom til Odense (i 1949 red.) for at se mig spille på Jyllandsholdet mod Fyn, og jeg skulle have en overgangssum på 125000 kroner, altså nogenlunde det samme, som var betalt til de danske spillere, der før havde opnået mest ved at gøre springet til Italien. Jeg tror ikke, jeg ville få besvær med at indordne mig under de regler, der er selvfølge for en sportsmand, som skal yde sit bedste, men det bød mig imod, at det ikke længere skulle være mig selv, der kontrollerede disciplinen, og at jeg skulle træne på kommando og ikke blot af lyst”. I stedet fik hjembyen glæde af den langlemmede strateg.

AGF’s gyldne periode

I midten af 1950’erne skiftede magtbalancen i dansk fodbold. På bronzeholdet i 1948 var der kun en enkelt fast mand fra provinsen (Viggo Jensen fra Esbjerg), men i 1954 brød Boldklubben Køge den københavnske dominans og blev den første danske mester fra en af de andre lokalunioner end KBU. AGF tog over året efter og satte sig tungt på mesterskabet hele tre år i træk: 1955, 56, 57 og så igen i 1960. Tre ud af de fire mesterskabssæsoner lykkedes det endda århusianerne at vinde ”the Double”.

Den landsdækkende pokalturnering startede op i 1955. Det var bemærkelsesværdigt sent. Der havde været afviklet et DM der inkluderede lokalunionerne fra 1913, og fra 1929/30 spillede de bedste klubber i en reel 1. division. Lokalunionerne havde imidlertid deres egne pokalturneringer. KBU’s var traditionelt den stærkeste og slutkampene var enormt populære og prestigemættede. Københavnerne havde dermed ikke det stærkeste incitament til at erstatte deres pokalmesterskab med et landsdækkende. Men da provinsen sportsligt kom stormende midt i 50’erne, stod det klart, at der måtte laves et nyt format. Den engelske FA Cup turnering blev forbilledet, og Idrætsparken i hovedstaden skulle gøre det ud for Wembley.

Pokaltriumfer

De første år blev præget af de overraskelser der giver pokalfodbolden sin charme, og som netop den engelske cupturnering traditionelt har været rig på. I det første år i 1955 gik Aalborg Chang fra 3. division hele vejen til finalen, hvor AGF dog vandt overlegent med 4-0. I 1960 var det Frem Sakskøbing der skabte sensation – dog kun for at blive standset af AGF i slutopgøret (2-0).

For Aage Rou blev den allerførste finale i 1955 en stor personlig triumf. Ikke blot blev han båret i guldstol med den nye landspokal efter kampen, han kunne også lade sig hylde som historiens første pokalfighter. 

I 1956 besøgte AGF Ungarn og spillede en venskabsmatch mod Kiniszi. Århusianernes daværende træner Geza Toldi var et kæmpestort navn i ungarsk fodbold, men pga. opstanden i 1956 turde han ikke rejse med sit hold bag om jerntæppet. GF’erne – ovenikøbet til lejligheden forstærket med Poul Pedersen og Jens Torstensen – fik en lektion i fodbold og tabte foran 102000 tilskuere med 10-0 på Nep Stadion i Budapest. Men de var snu nok til at suge rutine og inspiration til sig. Da der i anden halvdel af 1950’erne kom gang i de europæiske cup-turneringer, blev AGF hurtigt Danmarks klart bedste bud på at skabe et internationalt resultat. 

Nåede kvartfinalen i datidens Champions League

De to første år blev århusianerne standset af franske modstandere, men i 1957 slog Aage Rou og co. nordirske Glenavon, for så at ryge ud imod spanske Sevilla med samlet 2-4. Det skete dog efter en meriterende hjemmesejr på 2-0 og en – efter Rous vurdering – ærgerlig fejlagtig taktisk indstilling til opgøret i Spanien, hvor danskerne tabte 0-4.   

I turneringen for mesterhold i 1960/61 kulminerede AGF’s europæiske præstationer. Et super-rutineret AGF-mandskab, anført af den da 37-årige Aage Rou, slog polske Legia Warszawa med samlet 3-1 i første runde og derefter norske Fredrikstad med 4-0. I tredje runde, som dengang var turneringens kvartfinale, ventede portugisiske Benfica, der på det tidspunkt blev regnet for en heldig lodtrækning for danskerne.

Det stærke Lissabon-mandskab vandt imidlertid hele Europa Cup turneringen dét år. AGF kom da også i menneskehænder med 1-3 ude og 1-4 hjemme.   

Den samlede exit kom til at markere afslutningen på Aage Rous (og målmand Henry Froms) internationale karrierer.  

AGF’s måske største profil gennem tiderne, den geniale snegl Aage Rou Jensen, døde i 2009.

Meritter:

30 landskampe, 11 mål.  

Klubber: AGF. 

1955 Dansk mester og pokalvinder

1956 Dansk mester 

1957 Dansk mester og pokalvinder

1960 Dansk mester og pokalvinder

2016 Fodboldens Hall of Fame