Ikke god nok i Danmark, men verdensklasse i Milano

Født på denne dag i 1922. 

Jørgen Leschly Sørensen var inkarneret lærer. Og stolt af det. 

Når det her er relevant at fremdrage dette, så hænger det sammen med, at ”Lesch” også som fodboldspiller i høj grad var sine holds lederskikkelse. En mentor der strøede om sig med fodboldfilosofi og ideologi. En dirigent der lærte fra sig hver gang han entrerede banen.

Chefideolog i OB

Lesch havde sine egne – ret bestemte – ideer til hvordan fodbold skulle spilles. Dermed satte han et umiskendeligt og uudsletteligt præg på tilgangen til det taktiske i hjerteklubben OB.

De stribede spillede i hele den tid hvor Lesch var den centrale figur (og det var mange år) et nærmest ultimativt offensivt koncept. Lesch var en humoristisk og farverig personlighed, og det smittede af på OB’s underholdende, seværdige og altid fremadrettede stil.  

En dynamisk fynsk duo

Jørgen Leschly Sørensen debuterede som kun 17-årig på OB’s førstehold i 1940, og snart blev hans samarbejde med centerforwarden Svend Jørgen Hansen kendt og frygtet overalt.

Leschly kunne placeres overalt i angrebet, men han var inkarnationen på en moderne ”10’er”. En offensiv strateg med en fejlfri teknik (han headede dog sjældent), og et gudbenådet overblik. Han var velsignet med en brillant sparketeknik og et sandt kanonskud. Snart fik han tilnavnet ”Det Fynske Uvejr”. 

Dengang var fynsk/odenseansk fodbold et anliggende mellem B.1913 og B.1909. Men med OB’s offensive tornado klatrede de stribede snart op igennem hierarkiet. Under besættelsen var Danmarksturneringen inddelt i geografiske kredse for at spare på transportressourcerne. OB kom første gang i den øverste række i 1942.

Den offensive ”gung-ho” tilgang fornægtede sig ikke. Med 53 mål i 18 kampe scorede OB næstflest mål i kredsen med stor afstand ned til det tredjemest scorende hold, som var Esbjerg med 42.

DBU degraderede OB

I de resterende år under krigen blev OB en fin nr. 3 i vestkredsen, altid som det mest målsøgende hold. I 1944 gik teamet Leschly-Sørensen/Svend Jørgen Hansen totalt amok og scorede 71 mål i 18 kampe! Selv om der dengang blev produceret væsentligt flere scoringer i kampene end nu til dags, er resultatet alligevel næsten unikt.

Året efter befrielsen startede imidlertid med en dobbelt nedtur for OB. Divisionerne blev atter samlet og klubberne indplaceret efter deres resultater under besættelsestiden. De stribede blev givet en hård skæbne af DBU og rangeret helt nede i 3. division.

Klubbens nøglespiller, Jørgen Leschly Sørensen, tog desuden til København for at gå på lærerseminariet og gik i B.93, idet AB ikke ville have ham. Det kom akademikerne til at fortryde, for Leschly satte et enormt aftryk på B.93, der scorede 61 mål med Lesch som topscorer med 16 og en assisterende fod i temmelig mange af de resterende. Det blev i øvrigt 93’ernes sidste danske mesterskab.

I mellemtiden var OB klart fejlplaceret i 3. division og vandt den – selv uden Lesch – overlegent, med Svend Jørgen Hansen som topscorer med 28 mål. Året efter var Leschly Sørensen tilbage i det odenseanske og førte OB rent igennem 2. division med en helt ufattelig målscore på 73-36 i de 18 kampe! Det Fynske Uvejr blev divisionens topscorer med 19 mål.

Fejlplaceret på Bronzeholdet 

I juni 1946 fik Lesch endelig langt om længe chancen på landsholdet. Han kom på som venstre wing i Oslo mod Norge. Det gik desværre ikke godt. Danmark tabte yderst skuffende 2-1, men det lykkedes dog Leschly at score det danske mål. Det gav genvalg til hjemmekampen mod Sverige blot en uge efter, hvor danskerne var som forvandlede og slog de svenske favoritter med Gunnar Gren og Gunnar Nordahl med 3-1.

Herefter var Leschly Sørensen nogenlunde fast inventar på landsholdet, men med en placering ude på venstre flanke var det alt for begrænset hvad man fik ud af hans talent. Ved OL i London i 1948 foretrak UK AB’eren Holger Seebach, og Leschly fik kun spilletid i bronzekampen mod et forholdsvis svagt britisk amatørmandskab.

Hjemme i Odense fornægtede spilopbyggerens klasse sig dog ikke. Efter en lidt vanskelig første sæson i 1. division i 1948 blev OB en fin nr. 5 i 1949, ikke overraskende som det mest scorende hold. Leschly blev atter divisionstopscorer, denne gang med 16 mål.

Kæmpe internationalt gennembrud

Da den italienske liga kaldte på de bedste danske fodboldspillere, fik også Leschly chancen. Eftersom han ikke havde spillet mere end en enkelt kamp ved OL, og altså ikke havde været med i kvartfinalen mod Italien, blev det en af de lidt mindre klubber, Atalanta Bergamo, der hentede odenseaneren. Lesch var da 27 år, og der var ikke mange der regnede med at en færdigudviklet fodboldspiller kunne ”lægge på” sit potentiale som professionel, men Lesch overgik alle forventninger og voksede i sin tid i Italien til en reel verdensstjerne.

I Atalanta var Leschly-Sørensen den ubestridte leder. Holdets uundværlige omdrejningspunkt. Det første år lavede Leschly 17 mål og det andet år 19. ”Nerazzurri” forsøgte at hente danske spillere for at supplere deres succesrige kanonskytte. Karl Aage Hansen spillede sammen med Lesch den første sæson og blev så solgt videre til Juventus. Derefter prøvede man med Svend Jørgen Hansen at genskabe den gamle Odense-magi, men Hansen havde sine bedste år bag sig. Så gik det bedre med skovseren Poul ”Rassi” Rasmussen, der tromlede sig til 18 scoringer i 1953. Mange af dem på Leschly Sørensen oplæg.  

So-No-Li og verdensklasse

Da storklubben Milan måtte tage afsked med sin ”fodboldprofessor” svenske Gunnar Gren, var Lesch en temmelig oplagt afløser. Gren havde siden 1948/49 udgjort en ekstremt succesrig inner-trio med sine to landsmænd, Nils Liedholm og målmaskinen Gunnar Nordahl. Tilsammen kaldtes de populært Gre-No-Li. Samarbejdet havde kastet et mesterskab, to sølvmedaljer og to bronzemedaljer af sig, indtil 1953.

Leschly Sørensen lignede Gren meget i spillestil. Den eneste betænkelighed var dog, at Lesch havde passeret de 31, og de sidste to sæsoner havde han ikke lavet så mange mål, men mere excelleret som oplægger. Den første sæson i 1954 blev imidlertid en pæn succes. Gre-No-Li blev til So-No-Li. Milan vandt bronze efter Inter og Juventus. Lesch scorede hele 15 mål og hans forarbejde gjorde desuden Nordahl til ligatopscorer med 23. Året efter blev Milan italienske mestre. Nordahl blev topscorer med 26 kasser og Leschly havde stor personlig succes med 13 mål.

Milaneserne var begejstrede og klubledelsen lagde en fed check foran Lesch for at få en forlængning af kontrakten. Men danskeren var mæt og ville hjem til Odense. Han takkede altså af med en fornem ”Scudetto” på et af Europas absolut stærkeste mandskaber. Det – i Danmark og på landsholdet – temmelig underkendte, men i realiteten tårnhøje potentiale, var endelig til fulde indfriet.  

Kom på kant med DBU

Hjemme i Danmark måtte Jørgen udstå den komplet meningsløse to-årige karantæne som DBU pålagde de hjemvendte proffer. Men derefter indfandt han sig atter i rollen som ”spielmacher” på et OB-hold der ikke havde glemt at spille offensivt fodbold. Helt frem til han var knap 40, var Lesch en populær del af et festligt mandskab med Finn Sterebo, Richard Møller Nielsen, Kaj Johansen m.fl.  

Herefter blev Lesch træner og klubleder og gjorde sig gældende i dét UK, der så tit havde glemt ham i den aktive karriere. Han gjorde sig dog uvenner med de gamle amatørforkæmpere da han udgav sin selvbiografi ”Fodbold for 8 millioner” i 1955. Selv om bogen var en ret ”almindelig” fodboldberetning om årene i OB og Italien, så brugte DBU sin indflydelse til at få den forbudt på bibliotekernes børneafdelinger. Man var af den opfattelse at den glorificerede professionalismen. Bogens mest provokerende afsnit var dog nok dét der påstod at: ”Der findes ikke noget land i Europa, hvor det er så kedeligt at spille fodbold i Danmark”. Kedelig var Leschly langt fra selv!  

Siden blev provokatøren grundigt frosset ud af DBU’s udtagelseskomité da han, i 1967, åbent gik ind for at man indførte betalt fodbold i Danmark. Det var DBU først parat til hele 10 år senere. Den gamle lærer havde sine meningers mod.  

Lesch gik bort i 1999.