Han var hele Danmarks ”Kæmpedreng” - og landsholdet en god mand

Somme tider bliver jeg, i forbindelse med foredrag mm., spurgt om hvad der er mit ”ærinde” som fodboldhistoriker. Hvad der driver motoren og energien. Det er egentlig meget simpelt: Fortidens helte må ikke blot blive henlagt i glemmebogen. De, der kender til historien, har en forpligtelse til at fortælle den videre. I den ligger vores identitet. Vores fælles referenceramme og den kultur, som sporten udspringer af. Denne fortælling portrætterer en af dem, som aldrig må blive glemt.

Ernst Nilsson blev født på denne dag i 1901.

03’ernes attentat på de store klubbers dominans

Ernst Theodor Vilhelm Nilsson voksede op i en arbejderfamilie der boede i en lille lejlighed i Vølundsgade (senere Mimersgade) på Nørrebro, sammen med seks søskende. Faderen Carl Gustaf og moderen Emma Marie var svenske og indvandrede fra Malmö i 1888. Carl Gustaf var maskinarbejder, men ind imellem arbejdsløs, så midlerne var ganske små. Ernst havde en stærk passion for fodbold og spillede i B.1903, der dengang var en opkomling på Fælleden.

Københavnsk (og dansk) elitefodbold på den tid var et anliggende mellem de fire stærke, gamle klubber; KB, B. 93, Frem og AB. De dannede tilsammen klubfællesskabet Stævnet der arrangerede det årlige københavnske Idrætsstævne og de økonomisk lukrative englænderkampe. Desuden var de baneejende og havde dermed mulighed for at tjene gode penge på entreindtægter fra de populære 1. divisionskampe.

Fra 1913 var mesterskabet landsdækkende. Nr. 1 og 2 i den bedste københavnske række mødte vinderne af de provinsielle unioners turneringer i cup-kampe om mesterskabet, men reelt var provinsen langt fra den københavnske standard. De mindre fælledklubber som ØB, Velo, Olympia og B.1903 kæmpede en svær kamp for at lukke den niveaumæssige afstand op til de 4 store.

03’erne udgik fra Boldklubben Stjernen, og omdrejningspunktet var den stærke forsvarer Erhard ”Bessefar” Jensen, der var mentor for en gruppe unge og talentfulde spillere omkring 1916-18, bl.a. Carl Skomar’ Hansen, brødrene Vilhelm og Viggo Jørgensen, Frithjof Steen og altså Ernst Nilsson. 

Danmarks ”Kæmpedreng”

Nilsson havde noget typisk ”svensk” over sin tilgang til spillet. Han var energisk, pågående og kompromisløs. Som sådan passede hans spillestil glimrende ind i den tilgang der blev praktiseret af 03’erne. Det var fodboldens mere simple dyder der dyrkedes på Fælleden, i modsætning til KB’s flydende short passing og AB’s tekniske feinschmeckere. Ernst var kolossalt populær. Publikum gav ham tilnavnet ”Kæmpedreng”, fordi der var noget ligetil og uskyldigt over hans energiske attitude. Og fordi han var en stor, dejlig kæmpe med et charmerende babyface, lidt á la Osvald Helmuth.

I 1920 kom det endelige gennembrud. B.1903 blev en sensationel dansk mester med en finalesejr på 2-0 i den afgørende kamp over LFBU’s mester, B.1901.

Ernst Nilsson debuterede på landsholdet dét år i et naboopgør mod Sverige i Stockholm, hvor danskerne – trods en forsmædeligt tidlig exit kort forinden ved OL i Antwerpen – viste at man ikke havde til sinds at tabe sin status som fodboldmæssigt ledende i Norden. Danmark vandt med 2-0 på mål af Michael ”Mikkel” Rohde og Nilssons klubkammerat Harry Hansen, på en dag hvor DBU’s udtagelseskomité gav spilletid til mange af reserverne fra den skuffende OL-turnering.  

Altmuligmand på landsholdet

Ernst var venstre wing, men egentlig er det en sandhed med modifikationer at kategorisere ham som wing. Han var ikke nogen luksus-kantspiller, men elskede at sætte sit præg på spillet, og befandt sig gerne i kampenes brændpunkter. Wingpositionen var hans foretrukne position i de unge år, men han nåede at spille stort set alle pladser i sin lange karriere. Først og fremmest som centerhalf. Med årene trak han gradvist tilbage på banen og fandt en ønskerolle som den gammeldags, offensive centerhalf. På denne plads kunne Nilsson excellere med sit overblik og sin gode teknik. Han udviklede desuden fine evner som taktiker med erfaringen. 

Efter endnu et par mesterskaber i 1924 og 1926. Med Børge Havn og Henry ”Lillebror” Hansen blandt de store profiler, var 03’erne med fremme næsten hvert år. Nr. 2 i 1927, nr. 3 i 30, og 2 igen i 1933 og i 1934.

Læs om 03’ernes stærke Børge Havn: Gjort til grin af landsholdet og udpeget som syndebukke: Da B.1903 tog den ultimative hævn

”Bessefars” arvtager

Ernst Nilsson blev efterhånden den holdkaptajn og mentor for de unge spillere, som Erhard ”Bessefar” Jensen havde været i hans egen ungdom. Blandt de talenter der dukkede frem på klubbens nye anlæg på Lyngbyvej, var blandt andre Arne Sørensen, Børge Mathiesen, Knud H. M. Andersen og den senere mæcen, Alex Friedmann. Under Nilssons brede, beskyttende vinger foldede de unge sig ud og førte B.1903 til endnu et mesterskab, Nilssons sidste, i 1938. Det skete efter en forrygende spændende afslutning på turneringen, hvor kun 2 mål skilte 03’erne fra sølvvinderne, Boldklubben Frem.  

Ernst Nilssons store popularitet og klasse understreges af at han opnåede hele 40 landskampe, fordelt over 17 år. Dengang et enormt antal. I 1928 blev han den første danske spiller der blev udvist i en landskamp (mod Norge). Ernst kunne være ganske hård i filten. 

I sin sidste landskampsæson blev han kaldt ind til et comeback som 36-årig, da man behøvede en lederskikkelse der kunne kitte et nyt landshold sammen. Baggrunden var katastrofenederlaget i foråret 1937 i Breslau, hvor Danmark tabte med 8-0 til Tyskland.

Genrejste landsholdet efter katastrofen

Efter dén svidende lussing blev det besluttet at skifte en hel del ud, om end flere af de ældste spillere, for eksempel Svend Jensen og Pauli Jørgensen faktisk overlevede udrensningen på landsholdet. 

Genrejsningen gik over forventning. Til Nilssons udelte stolthed kom hans 1903-protegéer Arne Sørensen, Børge Mathiesen, Alex Friedmann og Knud Andersen også på landsholdet dét år, og danskerne slog endda Sverige på Råsunda, hvilket blev den sidste danske udesejr over svenskerne i 39 år. I Ernst Nilssons afskedskamp blev det til endnu en sejr. Finland blev slået med 2-1 i Idrætsparken på mål af – meget passende – de to 1903’ere Alex Friedmann og Knud H. M. Andersen.  

Ernst Nilsson arbejdede hele livet som havnearbejder og stevedor i Frihavnen. Den Store Dreng gik bort i 1977.

Meritter:

40 landskampe, 8 mål.  

1919 Pokalvinder (KBU) 

1920 Dansk mester

1920 Pokalvinder (KBU) 

1921 Pokalvinder (KBU) 

1924 Dansk mester

1924 Pokalvinder (KBU) 

1926 Dansk mester 

1928 Pokalvinder (KBU) 

1937 Pokalvinder (KBU) 

1938 Dansk mester