
Før braget i Oslo: Danmark vs. Norge
Det norske landshold ser stærkt ud på papiret. Og nordmændene er ved at koge over i begejstring over deres nationale mandskab.
Landstræner Brian Riemer har fået en del kritik for at underspille Danmarks rolle i forhold til det kommende Nations League brag. Men er det for pessimistisk, eller blot et udtryk for nøgtern realisme?
Efter at Ståle Solbakkens mandskab roede sig til en meriterende kvartfinale ved Trumps VM, har pressen svælget i ros og superlativer. Samtidig er det blevet en nærmest uimodsagt påstand, at det nuværende norske landshold er det stærkeste i historien. Og langt bedre end det danske. Men hvor meget stærkere, egentlig? Lad det komme an på en (subjektiv) vurdering og styrkesammenligning.
Målmænd:
Ørjan Nyland/Egil Selvik vs. Mads Hermansen/Filip Jørgensen
Det er ret vanskeligt at forudsige, hvem landstræner Brian Riemer starter med på keeperpladsen. Det er nok et rimeligt gæt, at Hermansen og Jørgensen kommer til at skiftes i de 4 Nations League opgør.
Riemer har flere gange udtalt, at Danmark står med det mest urutinerede målmandsteam i international fodbold lige pt., og det er svært at være uenig. Til gengæld har begge keepere fået en fin start på sæsonen i West Ham respektive Strasbourg.
Norges veteran, Ørjan Nyland, spiller aldrig på sit klubhold (Leipzig), og måske er det tidspunktet nu for et skifte? Reserven Egil Selvik har haft en god sæsonstart i franske Rennes. I en alder af 29 er det vel nu eller aldrig for ham?
Danmark får – trods manglen på erfaring – et lille plus her. 0-1 til Danmark.
Backs:
Julian Ryerson/David Møller Wolfe vs. Alexander Bah/Joakim Mæhle
Der kan blive nogle spændende dueller mellem Ryerson og Mæhle i Oslo. Nordmanden er kommet sig helt ovenpå de skader, der hæmmede ham i foråret. Wolfsburg holdt på Mæhle i transfervinduet, så der er en liga imellem de to.
Wolfe er et svagt punkt på det norske landshold, og hans klub, HSV, er i krise efter 2 x 0-5 i Bundesligaen. Men det er tvivlsomt om Bah overhovedet er frisk til at spille, efter (atter) at være ramt af skader i Benfica. Det kan meget vel tænkes at blive Rasmus Nissen Kristensen i stedet.
På den baggrund får Norge et lille plus. 1-1.
Centerforsvaret:
Kristoffer Ajer/Torbjørn Heggem vs. Andreas Christensen/Joachim Andersen
Lynhurtige Kristoffer Ajer er samlingspunkt og granitklippe i den norske defensiv. Makkeren (formentlig Torbjørn Heggem fra Bologna) er ikke så overbevisende.
For Danmark er Andreas Christensen den bedste af de 4 centrale forsvarere, der er i spil i denne ”duel”, mens Joachim Andersen omvendt er kommet skidt ud af starthullerne i Premier League.
Det er meget lige. Samlet 2-2.
Central midtbane:
Sander Berge/Patrick Berg/Martin Ødegaard vs. Pierre-Emile Højbjerg/Morten Hjulmand/Victor Froholdt
Det var essentielt for Norges succes, både i VM-kvalifikationen såvel som under slutrunden, at Martin Ødegård fik plads og rum til at styre og kontrollere det norske spil. Arsenal-anføreren er vel lige nu i sit livs form.
Men den danske midtbane er nu heller ikke ringe. Ødegaard er absolut bedst blandt de nævnte, men Norge får ikke frit spil i maskinrummet.
Trods Ødegårds fremragende form, er det meget lige. Samlet 3-3.
Alt om Pierre-Emile Højbjerg her: Fylder 31 i dag: Sådan blev han Danmarks uundværlige anfører
Offensiv midt:
Oscar Bobb/Antonio Nusa eller Andreas Schjellerup vs. Mikkel Damsgaard/Patrick Dorgu eller Gustav Isaksen
Nusa er i topform i Leipzig, og han kommer til at gøre ondt på den danske højre forsvarsside. Hverken Dorgu eller alternativet Isaksen har fået nogen prangende start på sæsonen.
De kvikke norske kanter får et plus her. 4-3 til Norge.
Angreb:
Erling Haaland vs. Rasmus Højlund
Uanset hvem man forsøger at matche Haaland mod, så er han jo bare et sandt målmonster. I storform pt.
Højlund har fået en personligt godkendt sæsonstart, men man fornemmer, at det vakler lidt i Napoli under Allegri.
Et stort plus til Norge her, det kommer man ikke udenom.
Samlet: 5-3 til hjemmebanefavoritterne på baggrund af denne styrkesammenligning. Norge er bedst på de fleste parametre. Det forestående Oslo-brag vil vise om det er udslagsgivende, eller om der bliver tale om hybris.