
En Rolls Royce blandt arbejdsheste i Leeds
Rolls Royce
Et godt fodboldhold består af mange forskellige spillertyper. De skal hver især bidrage med deres spidskompetencer for at få det optimale output.
Men så er der jo også all-round’erne. De dér spillere der kan lidt af det hele og besidder evnerne til at være versatile og fleksible. De er måske trænernes drømmespillere og de vigtigste i et team, for når man ikke spiller en fast plads, men lader sig nøje med at slukke brande, så skal man være i stand til at sætte holdets bedste før sit eget ego.
Den ultimative all-rounder
Måske er den mest multianvendelige spiller i engelsk fodbold gennem tiderne Leeds Uniteds Paul Edward Madeley. Han blev født på denne dag i 1944.
Madeley var en lokal Leeds-knægt, der var en del af Don Revies store satsning på den unge generation, der primært kom fra egen talentudvikling, og som endte med at transformere The Peacocks fuldkommen, fra hensygnende 2. divisionsklub til national og europæisk ”top of the pops”.
Meget mere om Don Revie her: Manden der smadrede det gamle system: Don Revie revolutionerede engelsk fodbold
Allerede efter 5 år på Elland Road, i starten af 1970’erne, havde Madeley udfyldt samtlige pladser i marken på Revies mandskab. Han vikarierede ved skader for Paul Reaney på højre back og Terry Cooper på venstre. Han spillede alle pladser på midtbanen og endda ved særlige lejligheder som centerforward.
Altid med en flid, flair og stabilitet der gav ham tilnavnet ”Rolls Royce”. Den engelske motor der udmærker sig ved kraft og styrke og aldrig svigter. Supporterne sang om ”The Eleven Pauls”, som en hyldest til en loyal spiller, der ikke brokker sig over at blive flyttet rundt på banen, men indordner sig under hensynet til holdets bedste og managerens visioner.
I Liga Cup finalen i 1968 mod Arsenal spillede Paul centerforward, og han optrådte som venstre wing – og målscorer – i UEFA Cup finalen mod Juventus i 1971.
Madeleys ranke stil gav ham et graciøst og ubesværet image. Han var arbejdsom, teknisk velfunderet og besad et cool overblik. Pålidelig og driftssikker.
Bedst var Paul Madeley nok som defensiv midtbanespiller, selv om ikke var en kriger som Billy Bremner, eller i centerforsvaret, selv om han ikke bed så hårdt som Norman Hunter. Men i effektivitet stod han ikke tilbage for nogen.

Trofast One Club man
The Rolls Royce spillede hele karrieren i Leeds United, hvor han medvirkede i mere end 500 ligakampe. Han vandt to mesterskaber, en FA Cup og to europæiske titler med sin klub. Desuden blev det til 24 A-landskampe for England. I de fleste optrædener for det nationale mandskab agerede han højre back, men der er ingen tvivl om, at hvis Madeley havde etableret en fast plads, frem for at samtykke i at blive roteret rundt i forskellige roller, havde han stået væsentligt stærkere i forhold til at få flere landskampe.
Da Don Revie overtog som landstræner i 1974, skulle man tro, at vejen var banet for en etablering, men Revie benyttede kun Paul i 6 landskampe på 3 år.
I den sene del af karrieren holdt Rolls Royce fanen højt med stabile præstationer, men Leeds tabte gradvist momentum og var ikke i stand til at fastholde en position i toppen af engelsk fodbold.
Den uforlignelige all-rounder lagde op i 1980, og helligede sig en succesfuld forretning med hardware. Desværre var han plaget af alvorlig sygdom (Parkinson’s) og gik bort i 2018, kun 73 år gammel.
Flest kampe for Leeds United:
Listen over flest kampe for Leeds domineres af Don Revies gamle stamme af klassespillere fra 1960’erne og 70’erne. Paul Madeley indtager en fornem (delt) 4. plads.
- Billy Bremner 771
- Jack Charlton 762
- Paul Reaney 745
- Paul Madeley 724
- Norman Hunter 724
- Peter Lorimer 616
- Eddie Gray 577
- Gary Kelly 531
- Johnny Giles 525
- Gary Sprake 506