Den klassiske klubhelt spillede kun 3 gange for Danmark

Hvis man skal definere en ægte ”klubhelt”, så må karakteristika som samlingspunkt og lederskikkelse være centrale. Og personlige træk som trofasthed og naturlig autoritet. Klubhelten går forrest og ofrer sig 100%. Det er grundlaget for hans popularitet blandt fans og medspillere. Han behøver ikke nødvendigvis at være den bedste fodboldspiller.

Den uhyre vellidte og respekterede Erik Glümer levede til fulde op til alle de nævnte kendetegn. Han var KB’er helt ind i marv og ben, og en fremragende anfører i en årrække. I dag er han vist nærmest helt glemt.

Uforlignelig fighter

Erik Knud Vang Glümer (født Sørensen) blev født på denne dag i 1915. Faderen var kelner på en københavnsk restauration og knægten voksede op i små kår i en børneflok på 7 på Borups Allé. Glümer var således et udmærket eksempel på at myten om at KB’s medlemmer udelukkende kom fra det højere borgerskab er noget vrøvl. Erik kom i lære som maskinarbejder og blev siden repræsentant. Den barske opvækst har måske medvirket til at gøre ham til en yderst kontant – om end også fair spillende – back. Man løb ikke om hjørner med Erik Glümer. Til gengæld var han ikke nogen fantastisk tekniker.

DBU fik dog øje på hans forsvarskompetencer i slutningen af 1930’erne, og han fik to landskampe for Danmark i 1938, mod Norge (1-1) og Holland (2-2). I begge opgør dannede Glümer backpar med den langt mere elegante og konstruktive Poul L. Hansen fra B.93. Den iøjnefaldende forskel på de to forsvarsspilleres umiddelbare kvaliteter blev bemærket af pressen og UK. Men værdien af Glümers fighteregenskaber og kompromisløse indstilling blev desværre nedvurderet. KB’eren mistede sin landsholdsplads til Willy Larsson fra AB.

Var frihedskæmper under besættelsen

Efter at besættelsen satte ind i 1940 kom DBU under pres fra Nazi-Tyskland for at stille op til landskampe. Besættelsesmagten ønskede at udnytte det sportslige samkvem i propagandaøjemed. Erik Glümer blev udtaget til den – blandt spillerne – ret så upopulære opgave at tage til Hamburg og spille mod tyskerne. Det blev imidlertid en type kamp der passede fighteren Glümer glimrende. Danmark sloges som løver mod overmagten og tabte knebent med 1-0 på et mål af den senere vesttyske landsholdstræner Helmuth Schön.

I de sparsomme landskampe i resten af krigsårene foretrak DBU’s udtagelseskomité imidlertid mere raffinerede backs, som for eksempel Knud Bastrup Birk og Poul Petersen fra AB. Glümer måtte nøjes med reservetjansen og var bænket i 9 landskampe mellem 1938 og 48.

I 1940 vandt KB DM-guld for første gang i 8 år. Erik Glümer spillede en solid venstre back under kæmpen Oscar Jørgensens forsvarslederskab.

Senere under besættelsen var backen aktiv i modstandsbevægelsen, og måtte flygte til Sverige med Gestapo i hælene.

Da krigen var omme genindtog Glümer sin plads i KB’s forsvar og efterfulgte gamle Oscar Jørgensen som anfører. KB’erne tog det danske mesterskab hele tre gange i træk i 1948, 49 og 50. Desuden blev det til triumf i KBU’s pokalturnering i 1948 med en finalesejr på 3-1 over B.1903.

Danmark savnede en erfaren back ved OL

”Hemmeligheden” bag KB’s overvældende dominans var en uhyre stærk defensiv med Eigil Nielsen, Erik Køppen, Dion Ørnvold foruden altså den rutinerede kaptajn. Af de fire kom ”kun” Eigil og Ørnvold med til OL i London i 1948. ”Bronzeholdet” savnede ellers kompetente og hårdføre backs, eftersom både Poul Petersen og Knud Bastrup Birk var skadede undere turneringen. Glümer kunne med garanti have gjort sig gældende med sin rutine, ikke mindst i semifinalen mod Sverige, hvor det danske forsvar var splittet og usammenhængende.

Erik spillede kun 3 gange for Danmark. Det var langt i underkanten af hans reelle værd.

Mere om back-kollegaen Erik Køppen her: Den længstlevende danske landsholdsspiller: Her er fortællingen om den ukendte gigant i dansk fodbold

For udenforstående var det vanskeligt at bedømme Erik Glümers enorme betydning for KB’s succeshold. Men da han trak sig tilbage som 36-årig i 1951 stod det pludseligt klart for alle, hvor vigtig klubikonet var. Uden ham rykkede de tredobbelte mestre sensationelt ned i 2. division.   

Erik Glümer døde i 1960 på Frederiksberg, hvor han i mange år boede på Peter Bangs Vej, næsten dør om dør med hjerteklubben. Han blev kun 45 år.