Agent: Guardiola har ikke truffet en beslutning
Pep Guardiola afslørede for nyligt, at han forlader Bayern München efter denne sæson.
Den tidligere Barcelona-manager søger nye udfordringer, og det kan han få i Premier League. Spanieren er i hvert fald blevet sat kraftigt i forbindelse med Manchester United og Manchester City.
Manchester City har virket som favorit i kampen om Guardiola, men managerens agent, Josep Maria Orobitg, fortæller, at Guardiola ikke har truffet nogen beslutning endnu.
– Han har ikke sagt noget til mig. Under alle omstændigheder er det ikke noget, vi har snakket om endnu. Premier League er en stor mulighed. Pep vil tage en beslutning om to eller tre måneder.
– Alt er muligt. Et sabbatår er ligeledes en mulighed for ham, slutter agenten ifølge Manchester Evening News.
Guardiola var manager for FC Barcelona i fire år. Til sommer har han været i Bayern München i tre år.