799 kampe for West Ham - men England lod klublegende i stikken

William Arthur “Billy” Bonds blev født på denne dag i 1946.

Klubhelt og kulthelt i ét og samme. Med 799 kampe under bæltet var “Bonzo” en institution i West Ham United.

Bonds blev født i Woolwich-distriktet i det sydlige London og blev som 15-årig lærling i Charlton Athletic. Han debuterede i 2. division som central, defensiv midtbanespiller i 1964 og opnåede præcis 100 kampe for The Addicks.

Blev legenden Moores afløser

I 1967 købte West Ham Uniteds manager, Ron Greenwood, Billy for 50000£. Under Greenwood udviklede West Ham en ganske sofistikeret, teknisk orienteret, boldbesiddende tilgang. Den faldt i særdeles god jord hos supporterne i East End.

Ideologien dannede en stærk synergi med først og fremmest det konstruktive og intelligente forsvarsspil, som klubbens anfører, Bobby Moore, var eksponent for. West Ham fik en guldalderperiode, og havde tre spillere med på det engelske VM-guldvinderhold i 1966; Moore, Martin Peters og topscoreren Geoff Hurst. Senere blev teknikere som Trevor Brooking og Alan Devonshire fornemme repræsentanter for den polerede spillestil. Bonds agerede højre back i begyndelsen på Upton Park, men blev siden flyttet op på midtbanen, hvor han ryddede op bag de mere offensive folk.

Læs mere om Bobby Moore her. Han lignede en græsk halvgud og løftede VM-trofæet – men bag facaden gemte Bobby Moore på en mørk hemmelighed

Indimellem listede han sig med frem, og var – ikke mindst på indlæg – en trussel i modstandernes felt. I 1973-74 formåede Billy således at score 13 gange i ligaen.

FA Cup vinder – over Moore

Året efter afløste han det store forbillede, Bobby Moore, som styrmand i centerforsvaret og holdkaptajn. Bondzo havde ikke Moores elegance og overblik, men han var effektiv og en stærk ledertype, der altid gik forrest.

I 1975 var han anfører for The Hammers i FA Cup finalen på Wembley, hvor Fulham blev besejret med 2-0. Der var nok mange der sank en klump i halsen ved den lejlighed, for opgøret blev en slags svanesang for Bobby Moore, der optrådte for Fulham mod sin gamle klub. Man kunne godt have undt den tidligere verdensklasseforsvarer en triumf, men det blev West Ham der løb med trofæet på to mål af angriberen Alan Taylor.

Var nær gået til tops i Europa

Året efter nåede West Ham helt frem til finalen i Europa Cup turneringen for pokalvindere, og Hammers leverede en flot præstation på Heysel Stadion i Bruxelles mod Anderlecht. Belgierne, med bl.a. de to hollændere Rob Rensenbrink og Arie Haahn, formåede først sent i kampen at tiltvinge sig et overtag. Favoritterne sejrede med 4-2 i en seværdig slutkamp. Marginalerne var desværre ikke med englænderne. Hvis ikke Bonds’ normalt så pålidelige forsvarsmakker, Frank Lampard (senior) havde foræret Rensenbrink en friløber, og hvis ikke den franske dommer havde givet Anderlecht et meget tvivlsomt straffespark, så var pokalen måske havnet i London.

I 1978 rykkede West Ham ned efter en skidt sæson, men Ron Greenwoods koncept fortsatte ufortrødent under afløseren John Lyall. I 1979 vandt man sensationelt FA Cuppen med en helt fortjent finalesejr på 1-0 over Arsenal. Og i 1981 avancerede West Ham atter til 1. division.

Stærkt makkerpar

Bonds udgjorde en stærk defensiv duo sammen med stoppermakkeren Alvin Martin på et velspillende West Ham mandskab i starten af 1980’erne. Det indbragte en 8. plads i 1983 og en 9. plads i 1984.

I 1986 sad Bonds ude med en skade og fulgte sine holdkammerater fra tribunen i en flot kampagne. Lyall og co. havde nær væltet alle de store klubbers establishment med en 3. plads i ligaen.

Efter en svingende start var West Ham ubesejret fra august til december, og i april-maj vandt holdet 6 kampe i streg. Sæsonens allersidste opgør placerede sølv og bronze, idet Everton slog The Hammers med 3-1 på Goodison Park. Liverpool FC på førstepladsen var uden for rækkevidde.

Klubrekord med 799 kampe

Året efter fik Bonds comeback, og han spillede sin 799. og sidste kamp for klubben i 1988. Han var da lige knapt 42 år gammel.

Mærkværdigt nok fandt skiftende engelske landstrænere ikke Bonds god nok til landsholdet, men i 1981 stod han til at få debut – i en alder af 35 – mod Brasilien på Wembley. Desværre kom en skade i vejen, og makkeren Alvin Martin tog pladsen i stedet. Billy fremhæves meget ofte blandt emnerne, når talen falder på den bedste der aldrig nåede landsholdet.

Læs meget mere om Alvin Martin her: England mistede sin forsvarsstjerne før VM 1982: Historien om den glemte helt

Efter nogle forholdsvis gode år som manager på Upton Park, forsøgte Billy sig i chefjobbet i Millwall, men det blev ingen succes. Han var synonym med West Ham.

I det hele taget er der meget få spillere – om nogen overhovedet – i West Hams historie, der er så omgærdet af sympati og kærlighed i fanbasen som Bonds.

Han gik bort i 2025.