Skrev historie: Den første fynbo på landsholdet

Ydmygelsen sendte chokbølger og dommedagsstemning gennem dansk fodbold. Var det danske landshold virkelig SÅ ringe? Fodboldfolket var i fortvivlelse. Pressen var rasende. En modløs og opgivende defaitisme gennemsyrede enhver form for mediedebat. Dét her var for pinligt. ”Katastrofen i Breslau” den 16. maj 1937 indbragte dansk landsholdsfodbold det største nederlag i historien. Tyskland slog et svagt og uorganiseret dansk mandskab med 8-0. Og cifrene var endda langt i underkanten af spil og chancer.

Chokreaktion

DBU reagerede prompte og UK udtog en række nye spillere til den næste landskamp. Det drejede sig om flere debutanter, bl.a. om den fikse dribler ”Lille-Kaj” Hansen fra B.93 og også veteranen Ernst Nilsson fra B.1903, der blev ”genindkaldt” til tjeneste i nødens stund. Udsigterne var dystre. Modstanderen i Københavns Idrætspark var Norge, der året forinden havde vundet olympisk bronze, og ved VM det følgende år var særdeles tæt på at slå de senere verdensmestre fra Italien ud. Nordmændene var midt i en sand guldalderperiode med spillere som Jørgen Juve, Reidar Kvammen og Arne Brustad. De tre bedste spillere norsk fodbold nogensinde har fostret (måske med undtagelse af nutidens Erling Haaland og Martin Ødegaard). Norge var klare favoritter.

UK’s mest drastiske ændring i forhold til Breslau-katastrofen var, at folkehelten Pauli Jørgensen blev sat af. Igennem 10 år havde Frem-forwarden været nationens skarpskytte og mest populære profil. Udtagelseskomitéen gav i stedet chancen til en 24-årig angriber, der var relativt ukendt i den brede offentlighed – i alt fald i København. Peder Rasmussen fra B.1913 blev dermed den første spiller fra en fynsk klub på det danske landshold.

Odenseansk fabriksarbejder kunne lave mål

Peder Henry Rasmussen, der blev født på denne dag i 1913, voksede op i Odense som søn af en snedkersvend og fik arbejde på en fabrik der fremstillede toiletartikler. Hans klub, B.1913, havde tilbage i 1924 været provinsens første virkeligt seriøse bud på en dansk mester. Dét år tvang 13’erne nemlig storfavoritterne fra B.1903 ud i to uafgjorte finalekampe om DM, inden københavnerne – med en hel kadre af landsholdsspillere – tog mesterskabet i tredje forsøg (med en 5-0-sejr). Den sidste kamp blev afviklet på neutral bane i Korsør.

I 1930 lå 13’erne kun i dansk fodbolds tredjebedste lag, men sejrede i provinsmesterskabet der endnu blev afviklet, selv om man nu havde omorganiseret divisionsstrukturen og indført en landsdækkende 1. division. B.1913 slog AaB med 8-5 og Hillerød med 3-1, og man kunne præsentere en ny, pågående centerforward på kun 17 år, Peder Rasmussen. Den unge komet nød godt af mange oplæg fra venstre wingen Kaj Seebach, den senere AB’er Holger ”Altid god for et mål” Seebachs (meget ældre) halvbror.

I 1936 tæskede FBU’s udvalgte hold JBU’s med 7-2, og samme år fik B.1913 nyt klubhus og baneanlæg i Odense. De blå spillede flot angrebsfodbold, med Peder Rasmussen som spydspids, og rykkede op i dansk fodbolds 2. division, den såkaldte Serie II, hvor man endte som nr. 2 i 1937.

Pauli Jørgensens afløser på landsholdet havde altså fra en tidlig alder imponeret på sine fynske græsgange, men opgaven mod nordmændene i juni 1937 var alligevel et stort spring.

Oprejsning mod de stærke nordmænd

Der har nok aldrig været et dansk landshold der har stillet op i Idrætsparken under så udbredt skepsis som lige præcis dette. Men som man har set det så ofte før i historien, så bekom rollen som undertippet tilsyneladende landsholdet vel. Der var også en svidende ydmygelse fra den sidste kamp, der skulle revancheres. Det var intet mindre end den nationale stolthed der stod på spil.

Hvorom alting er, så spillede danskerne aldeles fremragende helt fra kampens start. De tre teknisk brillante angribere, Helmuth ”Smut” Søbirk, Eyolf Kleven og ”Lille-Kaj” Hansen fandt hinanden i en smuk synergi, og løb voldsomt om hjørner med det norske forsvar. I anden halvleg udviklede opgøret sig til en helt overraskende dansk opvisning. Peder Rasmussen lukkede målscoringen til hele 5-1 et minut før tid, på et fint oplæg af Søbirk.

Dermed skrev Rasmussen et stykke fynsk/dansk fodboldhistorie.

Forsvandt fra radaren

Trods debuttriumfen fik Peder Rasmussen ikke flere landskampe. UK erstattede odenseaneren med B.1903’s Knud H. M. Andersen, der ellers brændte et mindre hav af chancer i den næste landskamp i Polen, som Danmark tabte med 3-1, trods godt spil. Ræsonnementet var, at Rasmussens sammenspil med de vævre driblere i frontkæden haltede for meget. Desuden var det, på det tidspunkt, uhyre usædvanligt, at man udtog en mand til landsholdet der ikke spillede i 1. division. Det forhindrede dog ikke UK i at tage Helmuth Søbirk med, selv om denne kun måtte optræde på B.93’s andethold i københavnsserien, pga. karantæne efter klubskifte.

Læs meget mere om Søbirk her: Danmarks glemte wing-stjerne

Under besættelsen spillede B.1913 med en vis succes i provinsens kreds 1. Peder Rasmussen spillede nogle år i Randers Freja, og forsvandt helt fra DBU’s radar. Først i 1942 fik Fyn atter en landsholdsspiller, OB’s Svend Jørgen Hansen.

Peder Rasmussen døde i 1994 i Odense.