Han var skraldemand og tjente tre pund om ugen - så blev han verdensklasse
68 år i dag.
De engelske klubbers scoutingsystemer er i dag teknologisk baserede og indebærer et kolossalt netværk. Før i tiden gjaldt det om at komme landet rundt og få set på en masse spillere. Liverpool fandt for eksempel Ray Clemence og Kevin Keegan i ubetydelige Scunthorpe og Ian Rush i Chester.
For de helt unge talenters vedkommende, var det den lokalt baserede skolefodbold, der dannede grundlag for klubbernes rekrutteringsmateriale af unge håbefulde spillere. En Steve Heighway kunne således ”flyve under radaren” i amatørfodboldrækkerne, indtil han var 23. Men man kan alligevel ikke andet end undre sig over, at en så fremragende målmand som Neville Southall ikke blev ”opdaget”, før han havde passeret de 20.
Sent gennembrud
Den relativt lille og tætte waliser arbejdede som postbud, tjener og skraldemand og spillede for ti pund om ugen for Bangor City og siden endda blot tre pund om ugen for Conwy. Han forsøgte sig med prøvetræning i blandt andet Bolton og Wrexham, men fik en nedadvendt tommelfinger. Først som 22-årig fik han sin første fuldtidsprofessionelle kontrakt, da han skiftede fra non-league klubben Winsford til 4. divisionsklubben Bury i 1980. Efter en strålende sæson i denne ydmyge ramme blev talentet – endelig – så synligt for de engelske topklubber, at der kom bud efter ham fra 1. division.
Evertons manager Howard Kendall manglede et kompetent supplement til den irske landsholdsmålmand Seamus McDonaugh og talentfulde Jim Arnold. Trods tydelig fremgang i Southalls spil og performances gik der dog yderligere tre år, før han endelig kunne sætte sig fast på målmandspladsen på Goodison Park. Howard Kendall var ikke ganske overbevist om Southalls holdbarhed og stabilitet før da. Waliseren var da også i udpræget grad ”sin egen”. Tilgangen var sådan set topseriøs (Southall var indædt modstander af alkohol og rusmidler), men keeperen havde afgjort et problem med autoriteter. Desuden hæmmedes han i perioder af udslæt på fødder og tæer, hvilket kunne gøre kampene til et smerteligt helvede at komme igennem.
Talentet var imidlertid uomtvisteligt. Som shot-stopper var Southall uovertruffen. Reflekserne var formidable, og han havde en fantastisk evne til at vinde de direkte dueller med angribere, der havde friløbere. Det gjorde ham stormende populær på Goodison Park.
Rebelsk verdensklassekeeper
Heldigvis for Southall fik han sit endelige gennembrud for Everton, samtidig med at klubben havde en særdeles stærk periode. Fra 1984 til 1987 vandt ”the Toffeemen”, eller ”the Toffees”, således to mesterskaber, en FA Cup og et europæisk pokalvindermesterskab. Southall satte sig solidt på pladsen som ankermand og holdt den de næste 14 år.
I 1991 ragede han imidlertid uklar med ledelsen og markerede sin utilfredshed med en en-mandsdemonstration, hvor han satte sig op ad den ene stolpe i pausen af en ligakamp mod Leeds. Manchester Uniteds Alex Ferguson forsøgte at udnytte situationen og tog telefonisk kontakt til Southall for at få ham til Old Trafford. Men den autoritære Ferguson fandt Southall ret uhøflig i den samtale, hvilket skabte plads til købet af Peter Schmeichel i stedet.
Neville havde næppe befundet sig vel under Sir Alex’ stramme tøjler. Til gengæld var han altid en fornøjelse at følge i tipskampene. Jeg vil ikke tøve med at give waliseren prædikatet ”verdensklasse”. Han er uden nogen tvivl en af de stærkeste britiske målmænd gennem tiderne.
Gav Danmark problemer
Southall var da også et ganske ubehageligt bekendtskab for det danske landshold, da Danmark og Wales mødtes i kvalifikationen til EM i 1988.
Wales havde det stærkeste landshold i 30 år med profiler som Ian Rush, Mark Hughes og Neville Southalls klubkammerat Kevin Ratcliffe i spidsen. Da Wales besejrede Danmark på Ninian Park i september 1987 – endda uden en skadet Ian Rush – så ”de Røde Drager” ud til at tage EM-billetterne. Til Danmarks store held sad Neville Southall udenfor med en skade i returmatchen i Idrætsparken. Det blev et brag af en kamp.
Stævnets orkester startede begivenheden med at spille den engelske nationalmelodi, God Save the Queen, frem for den walisiske hymne Land of My Fathers, og spillerne var forståeligt rasende. Spillet på banen bølgede frem og tilbage, men Preben Elkjær scorede kampens eneste mål, da han udnyttede et forsvarskoks foran Southalls afløser, Chelseakeeperen Eddie Niedzwicki. I Wales’ sidste og altafgørende puljekamp tabte de – denne gang med Neville Southall i målet – med 0-2 i Prag mod Tjekkoslovakiet, og dermed tog danskerne lidt heldigt kvalifikationen til europamesterskaberne i Vesttyskland.
Landsholdet gjorde jo i øvrigt en skidt figur og tabte alle kampene i den indledende pulje. Sepp Piontek var så småt ved at skifte sin aldrende stamme ud. Måske havde Southall og co. gjort en bedre indsats.
Stoppede som 44-årig
Den lille herlige waliser stoppede først i Everton som 40-årig og fortsatte karrieren på nedsat blus fire år endnu, primært i Torquay. Han forsøgte sig efterfølgende som coach/manager, blandt andet en kort overgang med det walisiske landshold, men bestyrelserne i de klubber, hvor han var ansat, fandt ham ofte kompromisløs og vanskelig at samarbejde med.
Southall har til i dag et stærkt politisk engagement, og hans hjerte bløder for de svage og marginaliserede grupper i samfundet, hvilket han giver udtryk for med et dedikeret frivillighedsarbejde, ligesom han utrætteligt lægger offentlig stemme til forskellige sager. Han skrev i 2017 den anbefalelsesværdige selvbiografi ”The Binman”.
På det seneste har der været meldinger om, at Nevilles helbred vakler. Han har i mange år haft svært ved at holde vægten, og det har haft sin indvirkning på fysikken.
