Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Chelsea dummede sig på ny mod oprykker

26.12.2015 Kl. 16:52
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Guus Hiddink var ny mand i spidsen, da Chelsea på Boxing Day tog imod Watford i Premier League. Her var kravet en sejr, og den havde Chelsea-mandskabet alle muligheder for at hente. I en vild kamp hev oprykkerne dog heroisk 2-2 med fra broen.

Chelsea startede bedst, hvor værterne var farlige med flere gode indlæg. Watford fik dog kampens første store tilbud, da Ighalo pludselig stod fri efter en flugter. Watford-profilen sparkede dog forbi på den gyldne mulighed. Minuttet efter var Diego Costa tæt på at komme igennem i den anden ende, men Heurelho Gomes kom godt ud af målet for gæsterne. 

Watford var dog fint med, hvor især Ighalo virkede sprudlende. Rundet den halve time var det dog Chelsea, der tog føringen. John Terry nåede højest til et hjørnespark, og headede bolden ind i det lille felt, hvor Costa bragede den det sidste stykke i nettet. Scoringen fik Chelsea til at slappe af frem mod pausen, og det blev straffet. 

Fem minutter før pausen dummede Nemanja Matic sig, da han brugte armen til at sende bolden ud af feltet. Det gav Watford chancen fra 11 meter, og her sikrede Troy Deeney 1-1 ved pausen. 

I anden halvleg startede Chelsea på ny godt, men Watford var hele tiden giftige på kontra. Ti minutter efter pausen blev nedturen total for Hiddink og Chelsea, da Ighalo slog til. Efter et par gode træk trykkede offensivspilleren på kassen, og da bolden blev rettet af, snød den Courtois i målet og sneg sig ind til 1-2 for Watford. 

Det fik Chelsea frem, hvor Pedro svarede igen med et godt forsøg. Det blev dog Diego Costa, der med 25 minutter igen udlignede. En forrygende aflevering fra Wilian sendte Costa alene med Gomes, og her svigtede angriberen ikke. 

Mod slutfasen fik Chelsea en god chance for at vinde slaget på Stamford Bridge. Indskiftede Behrami begik klodset straffe på den også indskiftede Eden Hazard, og fra pletten stod Oscar klar. Her svigtede nerverne og teknikken dog for brasilianeren, der gled og sparkede langt over. 

Chelsea pressede helt til sidst, hvor Watford dog var farlige på kontra. Scoret blev der dog ikke yderligere, og dermed skuffede Chelsea atter mod en oprykker, mens Watford næppe klager over udfaldet på Boxing Day.

I bunden fik oprykkerne fra Bournemouth luft til stregen, da holdet overraskede med 0-0 hjemme mod Crystal Palace.

Annonce