Annonce
Annonce

Forudsigelse: De går hele vejen

11.09.2026 Kl. 10:40
Ender sæsonens Superliga med en sensation?

FC Nordsjællands unge tigre var på ulvejagt på Heden i mandags, og opgøret på MCH Arena kastede et par vigtige indikationer af sig:

FCN stod distancen og tog point mod mesterskabsfavoritterne. Endda uden at sætte profilen Prince Amoako Junior i spil.

I Victor Nelsson har Nordsjælland gjort et potentielt guldkøb.

Det er ikke hver dag, at Superligaklubber er i stand til at hente aktuelle danske landsholdsspillere hjem fra udlandet. Hornbæk-drengen Victor Nelsson fik markeret sit comeback i dansk fodbold med fynd og klem og på fuldkommen eftertrykkelig vis. Han styrede Nordsjællands defensiv suverænt, og præstationen stjal i dén grad overskrifterne. Den lyslokkede stopper spillede sig direkte ind i varmen i forhold til de kommende Nations League landskampe.

De bliver mestre

I min Superligaoptakt før sæsonen skrev jeg her på denne platform at: ”Det er blevet gentaget så ofte, at det nærmest er blevet godtaget som en indiskutabel sandhed: FC Nordsjælland kan ikke blive mestre, for som udviklingsklub er det en grundlæggende præmis, at der konstant og fortløbende skal sælges spillere i en lind strøm, hvilket vanskeliggør den kontinuitet og stabilitet der er nødvendig for at vinde titler. Men er det nu også en given sag? Kan denne sæson bryde dogmet?

FCN kommer til at spille med om mesterskabet i denne sæson. Holdet er mere modent end i de senere år, og hvis Alexander Lind begynder at ramme plet, så ender nordsjællænderne i top-2.”

Efter at have overværet de første 7 runder, vover jeg pelsen: FC Nordsjælland går hele vejen.

Årsagerne:

FCN er tilsyneladende kommet relativt usvækket igennem tabet af en af ligaens bedste spillere: Caleb Yirenkyi. Unge Justin Janssen har spillet så stærkt, at landstræner Brian Riemer angiveligt holder skarpt øje med ham. ”Den flydende hollænder”, som Janssen kaldes på FCN’s hjemmeside, har på rekordtid formået at lukke hullet efter ghaneseren. Som i øvrigt i en rum tid agerede centerforsvarer, muligvis i smart erkendelse af, at han alligevel ”var tabt”. Salget var uomgængeligt.

Det er heller ikke uvæsentligt, at rutinerede Mark Brink tilsyneladende har fundet topformen. Den stabile midtbanekrumtap er nu også begyndt at score mål. Hvem skulle have troet det?

På kanterne råder FCN over det stærkeste wingback-par i dansk fodbold i Runar Norheim/Juho Lähteenmäki, og på de offensive fløje er Ibrahim Adel og Hjalte Boe Rasmussen godt i gang med at etablere hver deres massive gennembrud.

Det europæiske hængeparti

Det koster på ressourcerne at spille europæisk sideløbende med Superligaen, men FCN har den fordel, at de andre topkandidater (minus Brøndby) sidder i samme Conference League båd.

Jens Fønsskov Olsen er klar over risikoen for at brænde lyset i begge ender, og få steder er man dygtigere til at dosere og rotere kræfterne, end i FC Nordsjælland.

Der venter en meget lang sejlads til at mesterskabet kan sejles i havn, og der vil være bølgebump og kastevinde undervejs. 2-0-nederlaget i Parken for eksempel. Men med den kurs, som FCN har sat, så er man i stand til at rebe sejlene, sådan at modgangen mere er skvulp mod skibssiden end faretruende grundstød.

Jeg sætter en skilling på en sensationel mester i denne sæsons Superliga.

Annonce