
Sådan slår vi Norge
Vi nærmer os det meget imødesete Nations League opgør mod Norge.
I den kommende tid sætter jeg lup på de spillere, som landstræneren skal have øje for.
Du kan læse mere om de defensive kandidater her: Landsholdet mod Norge: Hvem skal stoppe Haaland?
Og om midtbaneoptionerne her: Truppen mod Norge: Midtbane-dilemmaet
Lad os se nærmere på angrebet og den offensive del af midtbanen. Hvem kan gøre forskellen mod nordmændene?
3 grunde til at Riemer skal holde på sin ”triangel”:
Adskillige eksperter har slået til lyd for at Brian Riemer skal droppe sin centrale midtbane-triangel med Højbjerg, Hjulmand og Froholdt, til fordel for en mere offensiv opstilling. En sådan vil i givet fald placere Mikkel Damsgaard som forreste midtbanespiller centralt, og give plads til både Gustav Isaksen og Patrick Dorgu på kanterne. Der er bare et par problemer.
For det første er Damsgaard ikke komfortabel med 10’er positionen. Han spiller den sjældent i England, og han foretrækker tydeligvis at have sit udgangspunkt til venstre, hvorfra han kan trække ind i banen og bevæge sig forholdsvis frit og kreativt. Over for de tætte norske markeringer i Oslo vil det næppe være nogen god idé at positionere ham centralt, og så ”lukke” kanterne af med to andre aktører. Skal vi have Damsgaard på bolden, er det vigtigt, at han ikke er for stationær.
Desuden har Riemers omtalte ”triangel” faktisk fungeret fint i de landskampe hvor den har været samlet. Der er simpelthen ikke evidens for, at det modsatte skulle være tilfældet. Tværtimod har vi, i den grad, brug for de tre midtbanekrigeres kompetencer i netop denne kamp.
Og så for det tredje: Hverken Patrick Dorgu eller Gustav Isaksen spiller fast for deres klubber. Dorgu blev sat af i Manchester United efter premierefiaskoen mod Hull City, og Isaksen har pt. mistet sin plads i Lazio til Matteo Cancellieri. Landstræneren bør kun tage den ene af de to. Jeg hælder til Dorgu, der spillede en knaldgod kamp mod Ukraine i juni.
Alternativer:
Adam Daghim har fået en rigtig fin start i sin nye klub, Hoffenheim. Han har en forrygende fart at byde ind med, og det kan blive et værdifuldt våben i kvikke omstillinger mod Norge.
Også Albert Grønbæk ser godt ud i HSV (selv om Elbens Perle fik en afklapsning søndag). Dejligt at kunne konstatere, at karrieren har fået nyt liv og vind i sejlene.
De to Bundesligaspillere må være de mest nærliggende kandidater til de offensive midtbanepladser, næst efter Damsgaard og Dorgu/Isaksen. Anders Dreyer bør også udtages. Han spiller forrygende ovre i San Diego, hvor han er godt på vej til at opnå halvgudestatus.
De må vente:
Noah Nartey spiller ikke ret meget i Lyon og er næppe aktuel lige pt., og Jesper Lindstrøm skal forsøge at finde sig til rette i Salzburg.
Brian Riemer havde i foråret et godt øje til højrekanten Jacob Trenskow, og han har fået en fin sæsonstart i Heerenveen. Det bliver også interessant at følge Valdemar Byskov i hans nye klub, AZ Alkmaar.
Det skal også det nævnes, at den 20-årige venstrefløj, Jonathan Asp, er skiftet fra Bayern München til Deportivo La Coruña, hvor han kæmper for at etablere sig pt.
Superligaen? Mads Emil Madsen har været overdådigt spillende i sæsonstarten. Han var desværre skadet i FCK’s udklassering af OB søndag, men bør formentlig kunne blive klar. ”MEM” kan komme ind i billedet på et yderligt mandat.
Angrebet: 2 forskellige typer
Med William Osula (formentlig) ude med en skade, så er der to kandidater tilbage til pladsen i front.
Det er to meget forskellige spillertyper, for Rasmus Højlund har hurtighed og skudstyrke, mens Kasper Høgh er en mere traditionel targetman med stor styrke i luften. Hvilken af de to passer bedst til at banke nordmændene? Jeg er i tvivl.
Rasmus spiller på det klart højeste niveau af de to, og det er yderst opløftende, at han har fået en god sæsonstart i Napoli, bl.a. med en scoring mod Inter her i weekenden.
Høgh sad desværre ude med en lårskade i Celtics seneste opgør mod St. Mirren (2-1), men der er håb om, at han kan nå at komme sig. Den langhårede, kristent troende skarpretter kan altså ét eller andet på landsholdet. Han spillede en glimrende times tid mod Ukraine, selv om han ikke fandt målnettet.

En joker?
Pågående Conrad Harder kan blive truppens joker, hvis han fortsat får spilletid i sin nye klub, Strasbourg. Han scorede i sin debutkamp søndag mod Troyes.
Omvendt tror jeg ikke, at der bliver plads til Kasper Dolberg denne gang. Man skal altid passe på med at afskrive ”Dolleren”, men hans form i Ajax virker ikke overbevisende.
Jeg tror heller ikke, at Brian Riemer skeler til Mika Biereth. Han fik en lovende start på sæsonen i Monaco, men er atter røget ud af startopstillingen. I Portugal er Jonas Wind endelig blevet klar efter gentagne skader. Det bliver spændende at se ham i aktion for Braga, men han er næppe landsholdsaktuel mod Norge.
Hvem skal med?
Vurderet ud fra spillernes form og fitness lige nu, så skal landstræneren tage disse offensive spillere med i sin trup mod Norge:
Mikkel Damsgaard
Gustav Isaksen
Patrick Dorgu
Adam Daghim
Albert Grønbæk
Anders Dreyer
Rasmus Højlund
Kasper Høgh (muligvis skadet?)
Idealopstillingen:
