Annonce
Annonce

Truppen mod Norge: Midtbane-dilemmaet

07.09.2026 Kl. 09:00
Hvordan får vi lukket Martin Ødegård ned, og samtidig taget fat om taktstokken i Oslo?

Vi nærmer os det meget imødesete Nations League opgør mod Norge.

I den kommende tid sætter jeg lup på de spillere, som landstræneren skal have øje for.

Du kan læse mere om de defensive kandidater her: Landsholdet mod Norge: Hvem skal stoppe Haaland?

Og offensiven her: Sådan slår vi Norge

Lad os se nærmere på midtbanen. Hvem skal med i landsholdstruppen, og hvordan er spillernes form lige pt.? Det første spørgsmål er, hvordan vi får lukket Martin Ødegård ned, og samtidig får fat om taktstokken i Oslo?

Den centrale midtbane:

Landsholdsanfører Pierre-Emile Højbjerg har fået god kritik for sine præstationer i sæsonens første kampe i Ligue 1. Hans plads i landsholdets hierarki og på grønsværen er uomtvistelig. Men hvem skal supplere?

Victor Froholdt var kraftigt rygtet til store Premier League klubber her i transfervinduet, og det kan jo nok fylde hovedet for en ung, ambitiøs fodboldspiller. Men i weekendens opgør på Estadio do Dragão for Porto mod Moreirense, fik Victor en anden form for hovedbrud. En voldsom albue gav et rødt kort til udeholdets Liberato og en tur på hospitalet for danskeren. Han fik konstateret hjernerystelse, men burde kunne spille om en uges tid igen.

Morten Hjulmand fik – i modsætning til Froholdt – sit ønske om en transfer igennem. Sporting solgte deres danske anfører til Atlético Madrid, hvor jeg tror, at Morten kommer til at passe perfekt ind. Han har da også – på ingen tid – spillet sig ind i startopstillingen på Diego Simeones Rojiblancos. De måtte dog inkassere et 3-0-nederlag i Bilbão i lørdags.

Kritikken er misvisende

Adskillige eksperter har udtalt i medierne, at de gerne ser en anden opstilling end ”trianglen” med Højbjerg/Hjulmand/Froholdt, til fordel for en mere offensiv opstilling. Argumentet skulle være, at de tre centrale midtbanespillere, især Højbjerg og Hjulmand ”går for meget i vejen for hinanden” og andet i den dur.

Jeg er ikke enig, og der er simpelthen ikke evidens for påstanden. I de landskampe hvor de tre har spillet samtidig, har den danske midtbane fungeret fint. Det er naturligvis et (positivt) dilemma, at der kan gøres flere taktiske greb, men jeg synes ikke, at landstræneren skal ændre konstellationen. Især ikke med den forestående udfordring i Oslo.

Vi får i særdeleshed brug for nærkampstyrke (Hjulmand), overblik (Højbjerg) og opportunistisk løbepensum (Froholdt) i en svær udekamp mod nordmændene. Solbakken stiller med tre angribere, og Ødegård og den meget bevægelige Patrick Berg i rummet lige bagved. Der bliver brug for både Højbjerg og Hjulmand.

Morten Hjulmand er blevet en absolut topspiller i Sporting CP, men storklubben må nu erkende, at de ikke kan holde på danskeren.
Morten Hjulmand kan gøre ondt på Norge. Foto: IMAGO

Alternativer

Landstræneren råder over en del fornuftige muligheder i maskinrummet.

Silas Andersen har afløst Hjulmand i Sporting, og det bliver interessant at følge. Men lige nu kæmper han for spilletid og kommer næppe i betragtning. Det samme kan siges om løbestærke Oliver Sørensen i hans nye klub, Celtic, og om Maurits Kjærgaard, der er skiftet til franske Lille.

Morten Frendrup er blevet i Genoa, trods kraftige rygter om klubskifter i vinduet. Genoveserne fik en snitter på 4-1 mod Como her i weekenden, endda på hjemmebane. I min optik har Frendrup været noget overset i landsholdssammenhæng. Han bør have en chance og indlemmes i truppen som reserve.

I fransk fodbold ser det lovende ud for Thomas Jørgensen i Toulouse og for Mads Bidstrup i Lyon. Begge har som bekendt fået nye klubber her for nylig. De to kunne godt være stærke kandidater til en plads i Nations League truppen.

Jeg synes til gengæld ikke, at Philip Billing har forekommet overbevisende i Superligaen i de første kampe. Han har vel også efterhånden en alder, hvor det ikke længere indeholder de store perspektiver at satse på ham på landsholdet? Er der andre fra Superligaen, der kan komme i betragtning? Ikke lige på nuværende tidspunkt, men hvis William Clem kan holde niveau over en længere periode, så er han en mulighed på sigt.

Brentfords Mathias Jensen er det rutinerede og driftssikre valg. Han er imidlertid skadet pt., dog ikke så alvorligt som Jens Stage i Werder Bremen, som er meldt ude i en rum tid.

Endelig skal det nævnes, at Tochi Chukwuani indtil nu ikke har formået at få fast spilletid i Rangers, så han er næppe i betragtning.

Hvem skal med?

Vurderet ud fra spillernes form og fitness lige nu, så skal landstræneren tage disse centrale midtbanespillere med i sin trup mod Norge:

Pierre-Emile Højbjerg

Morten Hjulmand

Victor Froholdt

Mads Bidstrup (mulig debutant)

Thomas Jørgensen (mulig debutant)

Morten Frendrup

Annonce