Når rampelyset slukkes: Topspillers tragiske endeligt

Gary Speeds tragiske historie

Fodboldverdenens glamourøse spotlight hylder de heroiske og episke helte, der udkæmper deres gladiatordyster på de store stadioner til glæde for de enorme globale tilskuerskarer. Men når støvlerne ryger på hylden, og idolerne ikke mere betræder grønsværen, kan den almindelige og normaliserede dagligdag være ualmindeligt vanskelig at forholde sig til, og – for nogle – bare at udholde.

I engelsk fodbold har vi desværre set mange triste eksempler på, at transitionen til det civile liv er gået skidt. Mange eks-spillere fra Sportslørdag-epoken forsøgte sig som pubejere, hvilket ikke altid var særlig smart, når man således gik fra en kultur, der var alkoholinflueret, til én, der var alkoholbaseret. Mange blev meget naturligt scouts, coaches og managere for således at forsøge at benytte de optjente erfaringer til et fortsat engagement og at opretholde en indtjening, i fodboldens tjeneste. Men trænerjobs er usikre og forbundet med et enormt højt niveau af stress og ansvarspres.

Opdaget af Sgt. Wilko

Gary Andrew Speed blev født – på denne dag – i 1969 i en lille landsby i Wales. Han var en uhyre talentfuld midtbanespiller, som Leeds Uniteds manager Howard Wilkinson fik øje på i slutningen af 1980’erne. Speed havde en flot efterfølgende karriere i Leeds, Everton, Newcastle, Bolton og Sheffield. Han fik et vældigt gennembrud i 1989 i Leeds og opnåede siden et engelsk mesterskab på Elland Road i 1992. Speed udgjorde på det tidspunkt en fabelagtigt stærk midtbane sammen med Gordon Strachan, David Batty og Gary McAllister. Leeds United nød godt af den unge sorthårede teknikers overblik og sublime venstrefod.

Da Leeds’ økonomi desværre begyndte at vakle, skiftede Gary Speed til Everton, hvor han blev fanfavorit og holdkaptajn. Forholdet til manager Howard Kendall var imidlertid ikke det bedste, men udadtil opretholdt Speed en rolig og loyal facade. Det var dog ikke den store overraskelse, at Kendall solgte sin anfører til Newcastle i 1998.

Sublim Speed

På St. James’ Park opnåede Speed en kolossal popularitet. Newcastle havde en stærk periode og opnåede pæne placeringer i subtoppen og en tredjeplads i ligaen i 2003. Han repræsenterede desuden The Magpies i to tabte FA Cup-finaler.

2004 blev Speeds sidste på det absolutte topplan. Karrieren blev trappet ned i Bolton og Sheffield United. Trods efternavnet havde han ikke længere ungdommens fart i fødderne, men han var fortsat en uomtvisteligt dygtig midtbanespiller i kraft af sin taktiske erfaring og spilintelligens.

Gary Speeds forældre var egentlig engelske, men han spillede for Wales og blev en af nationens helt store spillere i en årrække med 85 A-landskampe. I mere end halvdelen af sine optrædener for De Røde Drager var han anfører.

Bag facaden vaklede psyken

På banen forekom midtbanespilleren altid urokkelig. Han var en stabil klippe, som holdkammeraterne kunne stole på og læne sig op ad, når der var modgang og stormvejr. Publikum elskede Speeds dedikation og aldrig svigtende mod. Men desværre viste det sig, at meget var facade. I realiteten var psyken skrøbelig, og under den tilsyneladende teflonbelagte overflade gik Gary med depressive tanker allerede i en tidlig alder. I elitefodboldens univers er der imidlertid ikke plads til svaghed, og Speed lærte sig nok at dække sine usikkerheder bag en maske.

Turbulente managerengagementer i Sheffield United og med det walisiske landshold fik tilsyneladende bægeret til at flyde over. Udadtil opretholdt eks-stjernen facaden, men bagved lurede mørket og katastrofen. Den 27. november 2011 indtraf den.

Dagen forinden havde Speed tilbragt tiden med et radiointerview, hvor han – ifølge vidner – udstrålede overskud og godt humør. Om aftenen overværede han en ligakamp på Old Trafford mellem Manchester United og Newcastle i selskab med vennen Alan Shearer. Senere overhørte naboer, at han havde et skænderi med sin hustru, Louise, på bopælen i Huntingdon. Tidligt om morgenen næste dag fandt Louise Gary i garagen, hvor han havde hængt sig. Han blev kun 42 år.

Efterskrift

Efterfølgende var der spekulationer om, at Speed muligvis var blevet misbrugt af en pædofil træner i ungdomsårene, men det blev ikke bevist. Uanset hvad, ville Speed formentlig have profiteret massivt af at få rettidig hjælp til at håndtere sine problemer. I en relativt kynisk og ret så mandsdomineret branche syntes det imidlertid ikke at være en oplagt mulighed.

Sportsfolkene og klubberne har mængder af psykologer og læger tilknyttet stabene, men der er en følelse af, at de er ansat til at få aktørerne til at levere. Og det er de jo også. Angst og depressioner falder uden for deres virke og forpligtelser. Der er lavet videnskabelige undersøgelser om det akutte pres på fysikken, som trænere og managere oplever under kampe. Det er logisk, at psyken også udsættes for ekstreme belastninger.

Trænerne falder som fluer i fyringssæsonen, som såmænd nærmest strækker sig over hele året i den moderne fodboldverden. Gad vidst, hvor ofte fyringerne har en reel målbar effekt? I nogle tilfælde er det, som om klubbestyrelser og fans slet ikke aner, hvor dygtige folk de har ansat, før det er for sent. Der skal ikke meget til, før store tilskuergrupperinger højlydt kræver chefens formastelige hoved på et fad, og sportspressen har en tendens til at labbe dramaet i sig og formidle de unuancerede narrativer ud fra laveste fællesnævner.

Stress og depressioner er en naturlig erhvervsrisiko i en så voldsomt udsat metier.

En af Wales’ bedste gennem tiderne

Da Gary Speed tog sit eget liv, græd hele den britiske fodboldverden. Speed blev hyldet og mindet, og der blev skrevet fyldige nekrologer, ligesom den af dødes kontrafej blev malet på husgavle i de byer, hvor han havde haft sit virke. Det walisiske fodboldforbund arrangerede en venskabsmatch mod Costa Rica i Speeds navn og til hans ære.

Pressen dissekerede fodboldens hårde machokultur og fremhævede andre eksempler på aktører med lignende skæbner. Mange røster kaldte på forandringer og forbedringer og behovet for at skubbe til sportens tilsyneladende ufravigelige norm af ubønhørlig hårdhed. Men det er, som om intet konkret er sket. Garys tragiske endeligt forandrede ingenting.

I dag står mindet om Gary Speed som en fremragende repræsentant for engelsk fodbold og Wales tilbage. Han er en af nationens bedste gennem tiderne.