Danmarks glemte wing-stjerne

Champagnefodboldens ”Smut”

Frem spillede et forrygende, nærmest ultimativt angrebsfodbold i 1930’erne og 40’erne. Og havde nogle vidunderlige tekniske profiler til at føre konceptet ud i praksis. Publikum elskede dem! Pauli Jørgensen var naturligvis i en klasse helt for sig selv, når det kom til folkelig popularitet. Men derefter fulgte nok højre-wingen Helmuth Søbirk (født på denne dag i 1916).

Han smuttede fra modstanderne

Søbirk, eller ”Smut” som han kaldtes, forstod nøjagtigt hvad der var en offensiv kantspillers fineste ærinde. Drible udenom sin direkte modstander og så i fuld fart ned til baglinjen og ”smække” indover. Pauli Jørgensen havde meget at takke den livlige Smut for.

Kælenavnet var meget sigende. Udover at det lignede driblerens fornavn, så var det ganske godt udtryk for   hvor meget modstandernes backs så til Søbirk. Han var hurtig, udfordrende og frem for alt fræk som en slagterhund. Så forsvarerne så ofte kun ryggen af ham, når først han havde drevet gæk med dem.

Helmuth Arne Torkild Emin Søbirk debuterede på landsholdet allerede som 19-årig i 1935 som højre wing med Eyolf Kleven fra AB ved siden af sig som innerwing. De to kom til at spille en del landskampe sammen, og udgjorde et godt match. Kleven var en spinkel, teknisk velfunderet spiller med et godt blik for ”sin” wing. Debuten gik dog ikke så godt, for Danmark tabte 0-3 til Holland i Amsterdam, og der gik et halvt år inden Søbirk atter fandt nåde for UK’s nåleøje.

I 1936 fik Frem’eren sit landsholdsgennembrud, da han scorede i det årlige prestigeopgør mod Sverige i en seværdig og underholdende dyst, som danskerne vandt med 4-3 i Idrætsparken. I den næste kamp slog landsholdet Finland med 4-1 og spillede så 3-3 med Norge, der havde sin bedste periode i international landsholdsfodbold i historien. Søbirk scorede to af de danske mål. Samme år blev den 20-årige tekniker dansk mester for første gang med Frem.

Overlevede udrensning efter ”katastrofen”

Men året efter fik landsholdet ørerne alvorligt i maskinen i maj måned, da Tyskland ydmygede danskerne i Breslau med katastrofe-cifrene 8-0. UK reagerede prompte og skiftede 7 mand ud. Søbirk, målmanden Svend Jensen, Eyolf Kleven og halfbacken Poul Toft-Jensen var de eneste der ”overlevede” udrensningen.

Modstanderen var Norge, der for en gangs skyld stillede op i Idrætsparken som klare favoritter. UK havde kaldt den 35-årige Ernst Nilsson ind som anfører, men ud over den gamle 1903’er, plus Lange-Svend i målet samt Eyolf Kleven, var hele holdet temmelig urutineret. Norge havde vundet OL-bronze året forinden, og var ved at sammenspille et uhyre stærkt VM-landshold forud for verdensmesterskaberne i 1938. Stjernerne Reidar Kvammen, Arne Brustad og ikke mindst Jørgen Juve – den mest scorende spiller nogensinde i norsk landsholdsfodbold – var på plads.

Men på bl.a. to mål af Helmuth Søbirk sejrede Danmark sensationelt med hele 5-1. Søbirks frække numre på fløjen tog pippet fra det norske forsvar, og Eyolf Kleven leverede sukkerboldene og en scoring oveni. Desuden spillede en anden drible-ekvilibrist, Kaj Hansen, kaldet ”Lille-Kaj” forrygende på venstre flanke. Den overvældende landskampsejr var et chok, men også en kæmpe forløsning efter udslettelsen i Breslau.

Kort efter chokerede Helmuth Søbirk atter.

Fejde mellem klubberne

De danske mestres største talent meddelte sin klub og pressen at han skiftede klub til B.93. Nu om dage er det vanskeligt at forstå det ståhej, der fulgte i kølvandet på sådan et klubskifte. I dag er det jo helt normalt at en spiller ønsker at prøve sig selv af et nyt sted. Men dengang så man med stor skepsis og mistænksomhed på fænomenet. DBU ønskede ikke at penge under bordet eller lukrative job-ordninger skulle afgøre en spillers klubmæssige tilhørsforhold. Derfor var almindelig praksis at det udløste et halvt års karantæne. Landsholdets nye stjernespillers karriere og udvikling ville således blive kompromitteret med en halv sæsons spild af tid. I B.93 ville han udelukkende kunne holde formen ved lige ved at spille på andetholdet i Københavnsserien.

Der kunne dog gøres undtagelser fra karantænereglerne. Hvis man kunne påvise at det var nødvendigt at flytte på grund af arbejde eller uddannelse, stillede sagen sig naturligvis anderledes. Det var jo dog ikke tilfældet her, for der var jo ikke ret lang geografisk afstand imellem de to klubber. Men mere spidsfindigt kunne en spiller påberåbe sig at han oprindeligt havde ”tilhørt” den anden klub, og således ”blot” ønskede at komme hjem til sit udgangspunkt. Søbirk havde faktisk spillet en overgang i B.93 som ungdomsspiller.

Avisen bragte beviset

Det udløste nærmest en fejde mellem de to klubber. Begge mente at wingen havde spillet i deres ungdomsrækker først. Striden blev afgjort da Socialdemokraten kunne bringe et billede af den 10-årige Helmuth Søbirk i Frem-dress. Avisen skrev: ”Vi ser os i dag i stand til at bringe dette billede af Frems 4. juniorhold, vinder af KBU’s turnering 1925-26. Helmuth spillede som 9-årig sine første kampe i Frem og var der til 1929, da han gik i 93, hvorfra han atter gik i Frem i 1932. Det er jo meget morsomt, men kommer han til at spille til efteråret, eller vil klubberne blive ved med at ligge og skændes om retten til at have lært ham spillet”? Der var ingen tvivl. Helmuth og broren Villy figurerede på det gamle foto. Søbirk måtte bide i det sure æble og æde et halvt års karantæne.

Det viste sig bare at landsholdet ikke kunne undvære sit stjerneskud. I efteråret blev han udtaget til de tre landskampe mod Polen, Sverige og Finland. Dermed blev han den første andetholdsspiller, og de facto den første seriespiller i historien, der blev udtaget til at spille for landsholdet. Søbirk spillede nemlig i Københavnsserien på det tidspunkt, som følge af karantænen.

Revancherede landsholdet

Det foryngede landshold overvandt modgangen og revancherede dansk fodbolds sammenbrud i Breslau. Efter sejren over Norge blev Sverige slået med 2-1, endda på Råsunda, på bl.a. et mål af Helmuth Søbirk.

I 1939 vandt Helmuth Søbirk sit andet danske mesterskab. Det var med B.93, der kunne mønstre en fantastisk angrebskæde med Søbirk, Lille-Kaj Hansen og den gamle stjernespiller Kaj Uldaler. Men herefter skiftede landets frækkeste angriber minsandten atter tilbage til Frem. Karantænen slap Søbirk dog for, som følge af ovennævnte regelsæt.

I Frem kom højrefløjen atter på hold med Pauli Jørgensen, og Frems angrebskæde med de to, sammen med Erling Sørensen og Johannes Pløger lavede underholdning for folket og masser af mål. Den strålende tekniker Walther Christensen fodrede offensiven med lækre afleveringer, og Frem vandt mesterskabet i 1941 og igen i 1944.

I 1949 takkede Smut af. Privat var han radioforhandler og, ifølge Palle Banks Jørgensens spillerdatabase, portør. Helmuth Søbirk døde i 1992.

Du kan læse mere om Søbirks klubkammerat, Kaj Uldaler, og det forbudte klubskifte her: Hans klubskifte udløste en af dansk fodbolds største skandaler