Arsenals "Hatchet Man"
81 år i dag.
”Den hårde mand fra Farnham”, Peter Edwin Storey, kom ind i Arsenals ungdomssystem som 16-årig og imponerede alle med sin disciplinerede og målrettede indstilling. Han debuterede som 20-årig på førsteholdet som venstre back i en kamp mod Leicester City på Filbert Street. Storey løste sine defensive pligter til UG med kryds og slange og tog snart en fast plads i back-kæden hos the Gunners.
”Hatchet Man”
Gennembruddet som back kom på et tidspunkt, hvor kantforsvarerne stort set aldrig gik over midterlinjen, og hvor backs udelukkende var med for at tackle og forsvare. Ofte med kontante midler. Når de fik fat i bolden, fik den i de fleste tilfælde et langt los op ad sidelinjen frem mod holdets wings. Storeys seriøsitet og hårdhed faldt i god jord hos publikum på Highbury og hos manager Billy Wright og dennes afløser i chefstolen fra 1966 Bertie Mee. De næste fem sæsoner spillede Peter Storey fast. Først som venstre back, men da Bob McNab kom til Arsenal, blev Storey flyttet over som højre back. Da så nordirske Pat Rice fik sit gennembrud omkring 1970, blev hardhitteren flyttet frem som defensiv midtbanespiller. På denne placering manifesterede han sit ry som Arsenals ”Hatchet Man” og udkæmpede gevaldige dyster med fjendens pendanter uge efter uge.
Storey oplevede, at han var en højt værdsat succes i destruktionens og brutalitetens tjeneste. Bertie Mee behøvede ikke at udpensle sin midtbanekrigers specifikke taktiske rolle. Før kampene sagde han blot: ”Du gør, som du plejer, Peter.” Underforstået: Lad modstanderne mærke noget smerte … Storey udviklede sin egen kyniske metode til at vinde slagene. Han tacklede med overlæg på modstandernes ankler og læggene de første 3-4 gange i nærkampene, således at han fik det psykiske overtag.
Blev udvist – for brok
I 1968 blev han udvist i en kamp mod Burnley, men meget symptomatisk var det for at bruge mund. Storey skældte dommeren ud for en udvisning mod anfører Frank McLintock, der øjeblikke forinden havde rettet et knytnæveslag på en modspiller. I 1971 var Peter Storey en væsentlig del af The Double-vindende Arsenalmandskab. Jernmanden havde ganske vist en mindre skade i de sidste to ligakampe, men han kom alligevel op på at spille ikke færre end 62 kampe for sin klub det år. Med stenhård mandsopdækning og nådesløs fight opgør efter opgør.
Storeys argeste modstandere var uden tvivl Leeds Uniteds to ”toughe” krigere, Billy Bremner og Johnny Giles. I ét af mange bitre sammenstød mellem de to hårdeste mandskaber i starthalvfjerdserne fik Storey trådt godt og grundigt på Johnny Giles’ hoved i en uren nærkamp, hvorefter Bremner skreg: ”Din psykopat, det er ikke så mærkeligt, at din kone har forladt dig!” Bagefter mente selv Giles, at Bremner var gået over stregen ved at blive personlig. Storeys svinestreg mod den irske midtbanestrateg var derimod blot en del af gamet…
Triumfen mod Stoke
Da Arsenal spillede FA Cup-semifinale på Hillsborough i 71 mod Stoke City, var nordlondonernes drøm om den mulige Double-triumf for alvor i tovene. The Gunners var bagud med 1-0 ved pausen mod et særdeles velspillende Stoke-mandskab fortræffeligt ledet af manager Tony Waddington. Bertie Mee måtte slække på defensiven, og for en sjælden gangs skyld fik bøllen Peter Storey lov til at smide de destruktive forpligtelser fra sig og i stedet bidrage til offensiven. Det blev en overvældende succes. En sand game changer. Skraldemanden foldede sine kreative og konstruktive kompetencer ud, og de viste sig at være ganske betragtelige. Faktisk så omfattende, at det i retrospektiv er synd og skam, at han ikke fik lov at gøre brug af dem langt oftere.
Med den nye styrmand vendte Arsenal kampen. The Gunners pressede Stoke totalt i bund. Storey udlignede til 1-1 på et brag af en halvflugter, og da Arsenal tiltvang sig et straffespark i overtiden, tog the Hatchet Man ansvaret. Iskoldt udplacerede han selveste Gordon Banks og skaffede Arsenal billetten til Wembley.
Bremner roste sin fjende
Ærkerivalen Billy Bremner brugte sin klumme i Evening Express på en uforbeholden hyldest. Under overskriften ”A Storey of Courage” skrev Bremner: ”Det kalder jeg en sand professionel. Ikke mange mennesker er udstyret til at komme sejrrigt ud af den slags forfærdelige pres. Der er virkelig god grund til at beundre det mod, som Peter Storey udviste, og som vil gå over i historien som et af de mest uforglemmelige øjeblikke for Arsenal.” Der var ikke nogen oplagt grund for Bremner til at fremhæve sin mest indædte fjende i så heroiske vendinger, men måske pinte bemærkningen om Storeys forfejlede ægteskab(er) alligevel Leeds Uniteds kaptajn?
På det tidspunkt havde Alf Ramsey for længst fået øje på Storeys ”kvaliteter”. Han debuterede således på landsholdet i foråret 1971 og cementerede sin position for Three Lions året efter, da han holdt Vesttysklands kreative Günther Netzer i ekstremt kort snor i en EM-kvalifikationskamp i Berlin, hvor England fik et flot 0-0-resultat. Ramsey holdt på Storey i 19 landskampe i alt, og Arsenalfighteren svigtede aldrig med sit engagement og dedikation til sit landshold.
Alan Balls ankomst ændrede alt
I 1972 ændrede Peter Storeys status i Arsenal sig. Med ankomsten af landsholdsstjernen Alan Ball var der ikke længere en fast plads på midtbanen til the Hatchet Man. Det tog den hårde mand fra Farnham ikke så pænt. Det er ikke for meget sagt, at han følte sig svigtet af manager Bertie Mee. Den chef, som han havde været en loyal skarpretter for i årevis. Frem til 1975 spillede Storey dog nogenlunde fast, mest i kraft af at han var anvendelig på alle pladser i defensiven. Men det blev i stigende grad på reserveholdet, han måtte holde kampformen ved lige, hvilket han fandt ydmygende og demotiverende.
I 1977 kulminerede Storey utilfredshed. Han kom ikke godt ud af det med den nye manager, hans tidligere holdkammerat Terry Neill, og udeblev fra en reserveholdskamp. Kontrakten blev ophævet med den klub, som Storey elskede, og som han havde slidt og blødt og tæsket igennem for i 15 år.
Storeys og alle de engelske “hardhitteres” forbillede og foregangsmand var Wilf Copping. Læs mere her: En tackling fra ham sendte den italienske anfører direkte til hospitalet
Glidebanen
Et kort ophold i Fulham, sammen med blandt andre Rodney Marsh og George Best, blev ingen succes. På det tidspunkt havde Storeys privatliv længe været omskifteligt og kaotisk. Han var en flot fyr, men der var noget farligt og mørkt over ham. Han var omsværmet af kvinder, der fandt ham eksotisk og tiltrækkende, og han havde mere end svært ved at holde fingrene fra dem. Det kostede tre forliste ægteskaber.
Da karrieren sluttede, købte han, som så mange andre forhenværende professionelle fodboldspillere, en pub. Det hjalp ikke ligefrem på de private udskejelser, ej heller på et for højt alkoholforbrug. Økonomien hang efterhånden i laser, og i forsøg på at tjene hurtige penge kom Storey i forbindelse med nogle af de mest berygtede gangstere i Londons underverden.
På fodboldbanen havde han været en notorisk og berygtet lovbryder, og det gjorde det måske nemmere at tage springet til at etablere en kriminel løbebane i det civile liv?
Blev kriminel
I 1980 blev Peter Storey arresteret og anklaget for at stå i spidsen for en falskmøntnerbande, der opererede i en forladt fabriksbygning nær den pub, som ekslandsholdsspilleren ejede, the Jolly Farmer i Islington. Jorden brændte i voldsom grad under Storey, og for at skaffe penge til at flygte ud af landet iværksatte han i al hast et bordel. Det blev imidlertid afsløret, og den tidligere fodboldhelt måtte tage imod en straf på tre års fængsel for sammensværgelse, falskmøntneri og alfonseri. Han sladrede dog ikke om sit samarbejde med den organiserede kriminalitet. Det var nok medvirkende til, at der kunne stables et varevognsfirma på benene, da han kom ud fra Wandsworth-fængslet på prøve i 1982.
Men Storey kunne ikke holde sig på måtten, og snart kørte firmaet med stjålne biler, kom atter i politiets søgelys, og forretningen gik til sidst fallit. I 1990 blev han taget for at smugle pornografi ind i Storbritannien (skjult i nogle hjulkapsler), og siden har den tidligere landsholdsspiller ernæret sig som chauffør og gorilla i Sydfrankrig for forskellige personer med varierende dubiøs baggrund og status.
Og således ender historien om en af den engelske ligas mest formummede og kontroversielle skikkelser. Set i bakspejlet havde det været interessant at se Peter Storey i langt højere grad bruge sit store talent på at kreere frem for at nedbryde. Måske havde det givet en anden historie – a different Storey?