Round: Giggs fortjener at blive ny United-manager
Steve Round var assisterende manager i Manchester United under David Moyes, men han forlod klubben ved Louis van Gaals ankomst.
Den hollandske manager er dog nu under stort pres, og Round mener, at den nuværende assistenttræner, Ryan Giggs, fortjener at afløse van Gaal.
– Jeg håber det. Jeg synes, at det er den rette plan for Manchester United. Ryan var uden tvivl en fantastisk spiller, og han er en af de bedste, jeg har arbejdet sammen med. Han var fænomenal, selvom han var fyldt 39 år, fortæller Round til Sky Sports og tilføjer:
– Nu er han blevet træner. Da jeg var der, var han halvt træner, halvt spiller. Han er blevet assisterende manager, og det ville være naturligt, hvis næste skridt er mangerposten.
– Man må formode, at han bliver manager i Manchester United, hvis han skal være manager. Det er også derfor, at de er ved at gøre ham klar til at tage over. Jeg synes, det er det rigtige at gøre. Han har brug for og fortjener muligheden.
Round er udemærket klar over, at en stor klub som Manchester United tager en chance ved at ansætte en så uprøvet manager. Han mener dog, at det er forsøget værd.
– Hvis Manchester United skal bevæge sig fremad, skal de give ham chancen for enten at vinde og fortsætte eller fejle og bevæge sig væk. Det er en del af rejsen og processen i Ryan Giggs' karriere, slutter Round.
Steve Round arbejder nu som træner i Championship-klubben, Derby County.