Barney Rubble: Matchvinderen

72 år i dag.

I Hannah og Barberas tegnefilm om Fred Flintstone er Barney Rubble en sidefigur. Men hvor den storskrydende Fred oftest kommer til kort med sine forkromede planer, så er den trofaste Barney, med sin ligefremme simplicitet og uprætentiøse tilgang, ikke sjældent den der får løst problemerne.

Alan Kennedy var The Kop’s Barney Rubble. Manden der, i kraft af stenhårdt arbejde, blev Liverpools problemknuser.

Alan var geordie. Født og opvokset i Tyne and Wear regionen i en lille by, Penshaw, nær Sunderland. Deroppe lærer man simple dyder og at man skal klø på for at klare sig i tilværelsen. Den byder ikke på mange gratis gaver. Men Alan havde en fødegave, sit fodboldtalent.

Det blev i Newcastle United, Kennedy fik sit gennembrud som en hårdt arbejdende og nærkampstærk venstre back. Med The Magpies var han med i to (tabte) cupfinaler på Wembley, men Newcastle var i deroute i slutningen af 1970’erne. Bob Paisley manglede en afløser for waliseren Joey Jones, og smed 330000£ for at få Kennedy til Anfield. Det var dengang rekordtransfer for en back, men Alan skulle vise sig at være investeringen værd.

Matchvinder i fire finaler

Æraen var en ægte guldalder for Liverpool FC. Da Alan ankom til Anfield, var Liverpool dobbelte Europa Cup vindere, men holdet var endnu mere suverænt i den følgende periode. I de 6 sæsoner 1979 til 84 vandt The Reds det engelske mesterskab 5 gange, Liga Cuppen 4 gange og Europa Cup turneringen for mesterhold to gange. Kennedy var nærmest en slags talisman, for backens skudstyrke blev en sand battle-winner for Liverpool.

Han scorede vitale mål i Liga Cup finalerne mod West Ham i 1981, og mod Manchester United i 1983. I 1981 bankede han et langskud ind i Europa Cup finalen mod Real Madrid, hvilket viste sig at blive afgørende for at træet med de store ører kom hjem til Beatles-byen.

I 1984 havde Joe Fagan overtaget roret fra Bob Paisley, og hvilken debutsæson for den mangeårige assistent det blev. Liverpool vandt mesterskabet og Liga Cuppen, og kunne sikre en slags ”Treble”, hvis Europa Cuppen atter kunne hjemføres.

Første hurdle i mesterholdsturneringen var faktisk danske OB med Lars Høgh, Keld Bordinggaard og Vilhelm Munk Nielsen, der blev overvundet med samlet 6-0. I næste runde fik The Reds kun uafgjort på hjemmebane mod Athletic Bilbão, men et Ian Rush-mål i returkampen på San Mamés sendte englænderne videre. Efter forholdsvis lette sejre over Benfica og Dinamo Bucarest stod Liverpool i finalen for fjerde gang siden 1977.

Italienske AS Roma var en stærk modstander og havde tilmed fordel af hjemmebane på Stadio Olimpico i Rom. Romernes midtbane med Roberto Falcão, Bruno Conti, Toninho Cerezo og anføreren Agostino di Bartholomei var uhyre respektindgydende. Og de to rutinerede, snu angribere Roberto Pruzzo og Francesco Graziani skulle ikke have for meget plads.

Det blev en tæt, fysisk præget kamp, der mere lignede finalen mod Real Madrid i 1981 end de to første finaler med Liverpool-islæt i 77 og 78, hvor spillet havde været langt bedre og mere offensivt. Den indbyrdes respekt satte sit præg på begivenheden. Liverpool kom foran på et straffesparksmål af Phil Neal, men Roma udlignede på et mål af Pruzzo. Den forlængede spilletid gav ingen yderligere scoringer, og finalen måtte afgøres i straffesparkskonkurrence. Her startede skotten Steve Nicol med at brænde, men showmanden Bruce Grobbelaar i Liverpool-buret bragte Romas skytter helt ud af koncentrationen med sine Elvis Presleyagtige ben-bevægelser på stregen, og Bruno Conti og Francesco Graziani – begge verdensmestre med Italien i 1982 – brændte, og så kunne lykke-talismanen Alan Kennedy banke det afgørende spark ind bag Franco Tancredi. En kæmpe triumf for Liverpools ”Barney Rubble”, der skrev sit navn ind i klubhistorien med flammeskrift.

Teknikken var begrænset

Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede for Alan. Navnefællen Ray Kennedy kunne ikke fordrage backen på grund af de mange upræcise afleveringer, der forstyrrede Liverpools boldbesiddende spillestil, og tvang Ray på overarbejde for at kompensere. ”Han kostede mig tre år af min professionelle karriere” udtalte midtbanespilleren senere, med reference til alle de ekstra meter, han var tvunget til at løbe.

Trods den begrænsede teknik, var Alan særdeles populær blandt hardcoretilhængerne på The Kop. Han gav altid 100% for klubben og trøjen, og blev i udpræget grad regnet for ”en af deres egne”.

Alan takkede af i Liverpool i 1986 og spillede derefter for Sunderland og Wigan, hvorefter han drog rundt i en årrække i mindre klubber. En meget kort overgang i danske B.1903.

Han fik 2 A-landskampe og 7 B-landskampe for England.