Som 17-årig skrev han sig ind i FA Cup-historien
Paul Kevin Allen fylder 64 år i dag.
Paul er ud af en fuldkommen fodboldtosset familie, der har sat sit præg på engelsk fodbold i flere generationer. Mere om det senere.
Yngste FA Cup deltager
Paul Allen var et kæmpetalent som helt ung. Han var et fremragende eksempel på den tekniske skoling, som man satsede konceptuelt på i West Ham United i en lang årrække under indflydelse af fodboldideologer som Ron Greenwood og John Lyall.
Som kun 17-årig fik han debut på West Hams midtbane i efteråret 1979, og den 10. maj 1980 blev han den indtil da yngste spiller i en FA Cup finale på Wembley gennem tiderne. I 1879 havde der været en ung knægt der havde spillet for Clapham Rovers i FA Cup finalen mod Old Etonians, men dengang blev finalerne spillet på Kennington Oval.
Hvorom alting er, så blev finalen i 1980 et kæmpe gennembrud for unge Allen. Han var en boldsikker midtbanespiller der aldrig gav bolden unødigt væk. Han havde et godt drive og et fint overblik. West Ham spillede på det tidspunkt kun i 2. division, men overvandt sensationelt og ganske fortjent Arsenal i slutkampen (1-0). Allen gjorde en helstøbt figur og havde sandsynligvis scoret på en friløber, hvis ikke Arsenals skotte, Willie Young, havde ”klippet” ham bagfra. Nødbremsen blev takseret til gult kort, men situationen afstedkom bagefter megen debat om hvorvidt den burde have udløst et rødt kort. Det førte til at reglerne ændredes.
I 1981 var Allen meget skadet, da West Ham rykkede op i 1. division, men året efter indtog han en fast plads på The Hammers’ midtbane. Det blev til pæne midterplaceringer de følgende fire sæsoner, og Paul spillede 5 kampe for det engelske U-20 landshold og 3 gange på U-21. Tidligere havde han været fast inventar på Y-landsholdet med hele 22 optrædener.
Efter 197 kampe for WHU blev Allen købt af Tottenham i 1985 for 400000£. I de næste 8 sæsoner spillede han fast for Spurs på højre midtbane eller centralt. Han udviste en næsten utrolig stabilitet og holdt et konstant højt niveau.
Der blev aldrig nogen A-landskampe til Paul, men i 1991 vandt han sin anden FA Cup, da Tottenham slog Nottingham Forest i finalen. Det kunne have været et (engelsk) hattrick, men i 1987 tabte Spurs sensationelt med 3-2 til Coventry City i et intenst og tæt finaleopgør, hvor holdkammeraten Garry Mabbutt scorede i begge ender.
I 1994 skiftede Paul til Southampton, og i årene frem til 1998 repræsenterede han Luton, Stoke, Swindon, Bristol City og til sidst Millwall. I alt opnåede han 742 kampe (43 mål), langt de fleste på absolut topplan. I dag arbejder han for den engelske Spillerforening.
Og så lidt om ”Allen-klanen”:
Pauls to onkler på farens side, Dennis og Les Allen havde begge lange professionelle karrierer. Førstnævnte var lidt af en lokal helt i Reading FC, mens Les spillede for Chelsea, Tottenham og Queens Park Rangers. Han var med på Bill Nicholsons berømte Double-mandskab i 1961, og vandt siden Liga Cup turneringen med QPR i 1967.
Dennis’ søn, Martin Allen havde en årtier lang karriere som spiller og manager. Han repræsenterede som aktiv bl.a. QPR og West Ham, og opnåede 2 U-21 landskampe og tilnavnet ”Mad Dog”.
Hans søn igen, Oliver, spillede i en årrække på lidt lavere plan i bl.a. Gillingham og Notts County.
Les Allens to sønner, Clive og Bradley var også dygtige fodboldspillere. Clive var en enormt målfarlig forward for QPR og Tottenham, der fik 5 A-landskampe og blev topscorer i 1. division og Årets Spiller i England i 1987. Han og fætter Paul spillede sammen for Spurs i den tabte FA Cup finale i 1987. Clives søn, der også hedder Oliver, forsøgte forgæves at slå igennem i Birmingham City, men spillede i bl.a. Barnet og Stevenage.
Bradley Allen var angriber i QPR, Charlton og Grimsby. Han opnåede 8 U-21 landskampe for England.
Det er altså noget af en familie med 1 mesterskab, 5 FA Cup finaler, 5 A-landskampe og 16 U-21 landskampe tilsammen.
