Optakt: Målrigt opgør på St. Mary's i vente
Spillested: St. Mary's Stadium
Spilletidspunkt: Lørdag klokken 16.00
TV: 6'eren
Et interessant opgør venter forude på St. Mary's Stadium, hvor Southampton og Tottenham tørner sammen.
Siden sejren over Sunderland i starten af november er det gået ned ad bakke for Ronald Koemans tropper, der kun har fået ét point i de seneste fire kampe. Det kom i sidste hjemmebanekamp mod Aston Villa, hvor fansene forventede tre point.
Det modsatte kan siges om Tottenham, selvom de i sidste runde tabte 1-2 til Newcastle. Inden da havde The Lilywhites ikke tabt siden sæsonpremieren mod Manchester United.
Southampton har haft det svært mod Tottenham de seneste tre sæsoner, hvor det endnu ikke er lykkes at få de tre point i én af de seks kampe. Faktisk er det kun lykkes at få point én enkelt gang, og det var opgøret på St. Mary's Stadium i sidste sæson, hvor de spillede 2-2 – ellers har Tottenham vundet de resterende fem opgør, men de har ikke vundet med mere end et mål. Man kan derfor godt forvente en tæt kamp.
Sidste sæson var det kun to pladser og fire point, der adskilte de to mandskaber, hvor Tottenham tog femtepladsen, mens Southampton endte på syvendepladsen.
Med en sejr kan Mauricio Pochettino & Co. presse Manchester United på fjerdepladsen og komme hele otte point foran Southampton. Der vil dog kun være to point, der adskiller de to klubber, hvis Saints napper de tre point.
Skader og karantæner:
Southampton: Fraser Forster (knæskade), Jay Rodriguez (ankelskade), Florin Gardos (knæskade), Maarten Stekelenburg (ankelskade)
Tottenham: Alex Pritchard (ankelskade), Ryan Mason (ankelskade), Clinton N'Jie (knæskade)
Forventede startopstillinger:
Southampton – (4-2-3-1): Gazzaniga, Soares, Fonte, van Dijk, Bertrand, Wanyama, Romeu, Mané, Davis, Tadic, Pellé
Tottenham – (4-2-3-1): Lloris, Walker, Alderweireld, Vertonghen, Rose, Dier, Dembélé, Lamela, Alli, Eriksen, Kane
Vores dom: Der bliver altid scoret mål, når Southampton og Tottenham mødes. Vi spår en målrig kamp, som ender uden vinder – 2-2!