Danske OL-amatører var tæt på medaljer
Da strikse Strittichs amatører nær havde taget olympiske medaljer.
Sommeren 1972. Den næsten nybagte monark, Margrethe 2., rejser land og rige rundt for at hilse på sit folk. I Washington finder det senere så berømte og berygtede indbrud i Watergatebygningen sted. I Uganda fører diktatoren Idi Amin sig frem med uhyrlige overgreb mod enhver potentiel modstander. Og den 26. august åbnes officielt de Olympiske Lege i München.
Danmark stiller til OL med et rekordantal atleter, 140, og der er høje forventninger og vajende faner, da sprinteren Peder Pedersen bar Dannebrog ind på det olympiske stadion. Nationen stiller også med et fodboldhold, for første gang siden 1960. Popsangeren Flemming Antony har sendt truppen afsted til Sydtyskland med hittet ”Rød-hvide farver”, men medaljehåbene knytter sig langt mere til sejlsportsfolkene, cykelrytterne og rosportens repræsentanter. Rudi Strittichs hold er jo ”kun” amatører, og kan ikke suppleres af de udlandsprofessionelle som DBU lukkede ind i folden i landsholdssammenhæng året før. Desuden har de senere år budt på mange skuffelser og rædselsfuldt defensivt spil fra de rød-hvide farver.
Danskerne har kvalificeret sig via to overraskende sejre over Rumænien, men flere af de vigtigste spillere er siden overgået til de professionelles rækker, så det er et lettere decimeret, og ret så undertippet mandskab, Strittich sender på banen til det første opgør i Passau foran 10000 tilskuere. Modstanderen er Brasilien. Alene navnet aftvinger respekt. Det er dog et U-23 landshold som de kanariegule stiller med. Det mest kendte navn er den senere verdensklassespiller Roberto Falcão, men han er kun på bænken mod danskerne.
Brasiliansk ekvilibrisme
Folk foran tv-skærmene derhjemme er selvfølgeligt spændte, men optimismen er begrænset. Brasilianerne viser da også boldtekniske kundskaber fra kampens begyndelse, men danskerne går frisk til sagen. Landstræneren har luret, at den hidtidige kaptajn, B.1901’s kreative Hans Ewald Hansen, ikke er i sin bedste form, og har givet anførerbindet til den kun 23-årige Per Røntved. Brønshøjspilleren med det kraftfulde hovedspil og effektive venstreben, bliver normalt benyttet på midtbanen, men Strittich har sammensat et centerforsvar med Per og B.1903’s høje, stærke Svend Andresen foran OB’eren Mogens Therkildsen i buret. På backpladserne udgør Flemming Ahlberg (Frem) og randrusianeren Jørgen ”Bette” Rasmussen et bolværk, der frigør Røntved til at tage del i den opbyggende, konstruktive del af spillet.
På midtbanen er B.1913’s hårdføre Jack Hansen den defensive sikring, mens den teknisk brillante Kristen Nygaard fungerer som playmaker i samarbejde med Slagelses flittige Heino Hansen og føromtalte Hans Ewald ”Liller” Hansen. I angrebet har Strittich gang på gang måttet opfinde nye konstellationer når aktørerne er taget til udlandet, senest de to målscorere fra kvalifikationssejren i Bukarest, Henning Jensen og Peter Johansson. Landstræneren har til lejligheden dannet en klassisk frontduo, bestående af Næstveds tårnhøje Keld Bak og den lille, vævre vejlenser, Allan Simonsen, der spiller sin blot 3. landskamp.
Specielt sidstnævnte gør ondt på brasserne. Serier af hurtige omstillinger rammer sydamerikanerne, der tydeligt undervurderer modstanderen. Efter knapt en halv times spil scorer Simonsen et fremragende mål, og det følges op af en Per Røntved kasse kort efter pausen. Den brasilianske målmand med det danskklingende navn Elias Nielsen må hente kuglen i netmaskerne. Favoritterne er i vildrede. Er der en sensation på vej?
Brasilien presser på, og Rudi Strittich foretager en defensiv udskiftning, og sætter Hvidovres Sten Ziegler ind i stedet for Hans Ewald. Men danskerne taber gradvist momentum, og to hurtige brasilianske scoringer bringer balance i regnskabet. Det er ren logik, at Danmark nu vil blive presset i bund og tabe. Men så tager pokker ved Strittichs underdogs. Med Allan Simonsen som en ukuelig korkprop, der hele tiden popper op alle vegne, og med Røntved og Kristen Nygaard som indpiskere, vender billedet. Brasilianerne er trætte, og 7 minutter før tid scorer Simonsen et energimål, der sikrer sensationen. Kæmpen er faldet.
Artiklen fortsætter efter billedet.
En mørk sky over OL
Efter den storslåede begyndelse holder landsholdet et højt niveau. Iran besejres med 4-0 og danskerne kan tillade sig at tabe til Ungarn og alligevel avancere til mellemrunden, hvor man opnår uafgjort med kanonstærke Polen og vinder med 3-1 over Marokko.
Samtidig falder de øvrige danske medaljekandidater på stribe. OL bliver en monumental fiasko for dansk idræt. Sejlsportshelten Paul Elvstrøm bliver en slags symbol på den kollektive nedtur, da han får et psykisk sammenbrud og må udgå i solingklassen. Niels Fredborg er ene mand om at bringe Dannebrog på sejrsmasten. Og så indtræffer katastrofen: Den 5. og 6. september udspiller der sig et rædselsfuldt gidseldrama i den olympiske by. En palæstinensisk terrororganisation myrder 11 israelske sportsfolk. Beredskabet er amatøragtigt. Ingen havde forudset at noget sådant kunne ske i en idrætsfest, der skal forene atleter fra alle verdenshjørner. Påvirkningen er massiv. Der er gået en sort skygge over et ellers velafviklet OL, og det diskuteres om stævnet overhovedet bør fortsætte.
Fodbolddrengene spiller to dage efter kaosset den afgørende mellemrunde kamp mod Sovjetunionen i Augsburg. Det er ikke til at sige, om det er de psykiske eftervirkninger af det forfærdelige forløb, men spillerne virker udasede og uden den gejst og kampvilje, der har båret holdet oppe i turneringen. Danmark taber 4-0 og slutter OL på en delt 5. plads.
Trods det tragiske relief er OL-holdets præstation en kæmpe opmuntring i en tid med sløje danske landsholdsresultater. For nøglespillerne Per Røntved, Kristen Nygaard og Allan Simonsen bliver turneringen en god platform for strålende professionelle karrierer.
