Blind: Derfor har Depay ikke slået til i United
Memphis Depay skiftede i sommers trygge rammer i PSV Eindhoven ud med den helt store scene i Manchester United, og det har ikke været en dans på roser for den 21-årige offensivmand. Således har Depay figureret i 11 Premier League-kampe, mens det er blevet til beskedne to mål og flere dårlige præstationer end gode.
Den hollandske landstræner, Danny Blind, virkede ikke helt overrasket over hans manglende præstationer i United, da han talte med det hollandske magasin Voetbal International om Depay.
– Vores læge Piet Bon siger altid at enhver form for forandring kan skabe turbulens, og det er rigtigt. Især når du er en ung spiller i PSV Eindhoven og pludselig flytter til Manchester United. Det er et helt nyt miljø.
– Han gik fra at være den evigt fejrede wonderkid til bare at være et trupmedlem i United. Det kan ikke undgås at være svært for ham.
Memphis Depay har haft mere gang i målscoringen i Champions League, hvor han i otte kampe har nettet tre kasser.