Sidste minuts helten

Michael Lauriston Thomas fylder 59 i dag.

Thomas’ karriere og succes hænger uløseligt sammen med George Grahams periode som manager i Arsenal – og naturligvis rollen som målscorer i den berømte, altafgørende mesterskabsdyst i 1989.

Thomas var Tottenhamfan som lille, men det blev i Arsenal, han kom på lærlingekontrakt og fik sin fodboldopdragelse.

Central figur i Grahams koncept

I 1986 kom George Graham ind som manager på Highbury, og skotten skabte i de efterfølgende år en stærkt sammenspillet enhed, der var som en konstant malende kampmaskine. Arsenal kørte fysisk på fra start til slut, og havde ofte held til at overmande modstanderne i kampenes sidste fjerdedel. Thomas var en løbestærk boks-til-boks spiller med en enorm energi. En midtbanekriger der passede perfekt ind i Grahams tilgang og filosofi.

I 1987 kom han på banen i slutminutterne i Liga Cup finalen mod Liverpool, som The Gunners vandt på to scoringer af Charlie Nicholas. Det var Arsenals første trofæ siden 1979, og på flere måder kom opgøret til at markere en ny linje på Highbury. George Graham fik ro til den fortsatte implementering af sit koncept, og til at foretage en række udskiftninger i spillerstaben. Det betød, at de mest velestimerede profiler røg ud. Det gjaldt store navne som Kenny Sansom, Viv Anderson, Steve Williams og målscoreren ”Champagne Charlie” Nicholas. I stedet kom en gruppe hårdtarbejdende unge folk ind. Det blev Michael Thomas’ store chance. I de næste sæsoner var han fast mand i maskinrummet i holdets hjerte; den centrale midtbane, sammen med fighteren Kevin Richardson.

I 1989 fik Arsenal og George Graham så endelig endt 18 års mesterskabstørke. I en turbulent og omskiftelig sæson satte Arsenal undervejs et 19 point forspring til Liverpool over styr. Hillsborough-katastrofen satte et sorgfuldt og dystert præg over sæsonens afslutning. Programændringer med mere betød, at de to titelkandidater mødtes i sæsonens allersidste kamp på Anfield, hvor The Gunners skulle vinde med to mål for at overhale Liverpool.

Man kunne måske have troet, at den defensive strateg George Graham så ville løsne lidt op for sin sædvanlige forsigtige tilgang. Men sådan gik det ikke. Tværtimod supplerede skotten sin stærke bagkæde med yderligere en centerforsvarer, den rutinerede David O’Leary, så den stærke ”back-four” nu blev en ”back-five”. Graham foretrak at lukke af bagved og så tro på, at et par chancer ved dødbolde og lignende kunne bringe de to livsnødvendige mål.

Kampen startede meget følelsesladet ved, at gæsterne løb ned til The Kop og overrakte blomster for at mindes ofrene fra Hillsborough. Da spillet kom i gang, greb begge hold tingene forsigtigt an. Det blev en chancefattig og tæt affære. Stemningen på Anfield var nervøs og anspændt. Især da en typisk tilfældig scoring af måltyven Alan ”Smudger” Smith i første halvleg sendte udeholdet på vinderkurs. Men Arsenal skulle jo bruge endnu et mål.

I pausen opildnede George Graham sine mænd: ”Det er nu, I skal række ud og tage det! Det er op til jer selv.” Men ud over en stor mulighed, som Michael Thomas spildte, så det ikke ud til at lykkes. Stadionuret bevægede sig ud over de 90 minutter, og Liverpools hardhitter Steve McMahon spurgte dommeren om tillægstiden. ”Ét minut,” signalerede midtbanespilleren til sine holdkammerater. I momentet efter gav et desperat dybdeløb af Michael Thomas det – for Arsenal – forløsende andet mål. Han gled forbi hjemmeholdets centerforsvar og udplacerede Bruce Grobbelaar med et smukt lob. En forstenet Kenny Dalglish måtte se et sikkert mesterskab glide af hænde. Arsenals mirakuløse sidsteøjebliks scoring bragte titlen og sølvtøjet til et jublende Nordlondon. Grahams stærke kollektiv havde triumferet til sidst. Man kan argumentere for, at det måske ikke var nogen sejr for fodbolden som seværdig og under holdende sport. Til gengæld manifesterede den minimalistiske skotske manager Arsenal med relativt små økonomiske midler i en topposition i engelsk fodbold, som klubben stort set har fastholdt siden. Det var en enorm præstation.

For Michael Thomas personligt betød scoringen, at der kom stærk opmærksomhed på hans præstationer. Han kom på det engelske landshold og fik 2 landskampe, og desuden 5 på B-landsholdet.

Blev tilgivet på Anfield

Arsenal gentog triumfen i 1991, denne gang med et klart 7 points forspring til Liverpool. Men så gik glansen gradvist af Graham-æraen. Arsenal forfaldt til defensiv minimalisme og det lidet flatterende tilnavn ”Boring Arsenal” klæbede til klubben. Michael Thomas havde en sløj sæson og blev uvenner med den stædige og enerådende manager. Det medførte, at han blev solgt i december 1991 – spøjst nok til Liverpool FC.

Thomas genfandt sit momentum og blev tilgivet af tilhængerne på Anfield. Men Liverpool havde ikke længere fordums styrke. Det lykkedes dog at vinde FA Cuppen i 1992, hvor Michael scorede i The Reds’ 2-0-sejr over Sunderland. I 1996 sad han på bænken da Liverpool sejrede i Liga Cup finalen over Bolton.

I alt spillede Thomas 124 ligakampe for Liverpool indtil 1998, hvor han tog til Portugal og spillede en sæson for Benfica. Karrieren blev rundet af i Wimbledon.

Siden har Michael beskæftiget sig med fodbold som ekspert, eller ”pundit”, som man siger derovre.