I en cirka tiårig periode, fra omkring 1965 til 75, var det almindeligt i de engelske klubber, at man havde en ”hård mand”, en matchspoiler, på den defensive midtbane eller eventuelt på en af pladserne i forsvaret.

Denne hardhitter havde så til opgave at kyse og intimidere modstandernes kreative nøglespiller samt beskytte holdets eget offensive es. Det foregik med ekstremt hårdt spil af en så brutal og kynisk karakter, at det aldrig ville blive tilladt nu om dage.

Ofte udspillede der sig i ligaopgørene en matchspoilernes indbyrdes duel. Alle kneb kunne bringes i anvendelse, også de ekstremt hårdhændede.

Omkring 1970 havde man en større debat i engelsk fodbold om tacklinger bagfra. Det blev i det store og hele accepteret, at forsvarerne lossede igennem modspillerne bagfra, så længe at de ramte bolden bagefter. På lægterne fik de barske hitmænd en særegen popularitet.

Ingen sloges hårdere og mere konkret for sejre og point end netop dem. Mænd som Nobby Stiles, Norman “Bites Yer Legs” Hunter, Ron ”Chopper” Harris, Peter Storey, Kenny Burns, Trevor Hockey m.fl.

I 1980’erne og 90’erne steg kravene til ”the Hatchetmen”. De skulle ikke udelukkende være i stand til at destruere, men også optræde konstruktivt og være teknisk kapable. Blandt de mest notorisk hårde midtbanespillere var der især tre der skilte sig ud.

Roy Keane var en fremragende spiller, men direkte ondskabsfuld. Vinnie Jones var en halvdårlig spiller, der profilerede sig via total hensynsløshed. Og så Steve McMahon, der var stenhård, men mere fair, og desuden en spiller med mange kompetencer.

McMahon fylder 65 år i dag.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Fra bolddreng i Everton til chef i Liverpool

Stephen Joseph McMahon blev født i Liverpoolforstaden Halewood og spillede som helt ung for Everton, hvor han fik sin fodboldopdragelse som lærling og bolddreng. På Goodison Park fik han markeret sig som en ualmindeligt determineret og seriøs midtbanespiller, der tacklede og kæmpede som en besat og var i besiddelse af en god teknik og et bragende hårdt langskud. Efter præcis 100 ligakampe skiftede han til Aston Villa i 1983, men det viste sig at være en skæv beslutning. Villa var i deroute og Everton på vej op mod ligaens top.

Efter to lidt skuffende sæsoner på Villa Park blev ”Macca” købt af Kenny Dalglish til Liverpool FC. King Kenny manglede en stærk motor til at tage kontrol over det centale maskinrum, efter at Graeme Souness var rejst til Italien, og investerede 350000£ i McMahon. Denne faldt straks godt til, og blev i de efterfølgende 6 sæsoner den ubestridte sherif på Liverpools midtbane.

Det kastede tre mesterskaber af sig, i 1986, 88 og 90, og The Reds var et enkelt mål fra titlen i 1989. I FA Cup finalen i 1986 var McMahon kun på bænken, da Jan Mølby kørte Everton over og regerede banen med virtuositet og overblik. Men han var i dén grad på banen, da Liverpool besejrede Merseyside rivalerne i FA Cup finalen i 1989 (3-2).

Året forinden kunne Macca og Liverpool have vundet endnu en ”Double”, men opkomlingen Wimbledon leverede sensationen. Det var en direkte konfrontation mellem de to første-gladiatorer, Steve McMahon og Vinnie Jones, og det slog gnistrer helt fra begyndelsen.

Titanernes dyst

Efter et minuts spil hamrede Jones McMahon i græsset med et brag af en voldsom tackling. Så var tonen ligesom lagt an. Jones fortalte siden: ”Jeg fik ram på McMahon. Bang. På vej ned landede han på mig med sin albue og hamrede mig i ansigtet. Jeg beundrede ham faktisk for det. Dennis Wise gjorde et lignende godt arbejde med John Barnes, og vi holdt dem ude af rytmen.”

Mestrene havde det ventede overtag i spil og chancer, men uden at kunne score, og da John Aldridge brændte et straffespark på Wimbledons veterankeeper Dave Beasant, fik man et hint om, hvor det bar hen. The underdogs sejrede på et hovedstødslop af Lawrie Sanchez, der overlistede Bruce Grobbelaar. Liverpool missede The Double, og det blev i stedet de desperat kæmpende Dons, der tog trofæet. Den legendariske BBC-kommentator, John Motson, ramte plet, da han konkluderede: ”The Crazy Gang har besejret the Culture Club.”

Efter 276 kampe for Liverpool forlod McMahon klubben i december 1991. Den nye manager Graeme Souness ønskede at tilføre truppen frisk blod. Steve tog til Manchester City, men det blev ikke noget godt match. I 1994 blev han spillende manager i Swindon Town.

På det engelske landshold opnåede McMahon 17 optrædener, og han var med ved to slutrunder, EM i 1988 og VM i 1990.

Efter 4 år i Swindon blev det en tilsvarende periode i Blackpool, hvorefter Macca tog til Australien og siden Singapore, hvor han i en årrække arbejdede som fodboldekspert i en stor asiatisk mediekoncern.

Siden kom han ind i et konglomerat der – uden held – forsøgte at købe Everton FC. I 2020 blev Steve opereret for prostatakræft, men han har det, efter sigende, godt i dag.

Læs også: Thomas Frank vender tilbage til Premier League – får nyt job