Leicester-spillernes vilde weekend i København: Så dyrt blev det
Leicester tager mandag aften imod Chelsea i Premier League, og her skal hjemmeholdet bevise, at der ikke er gået julefest i den. I sidste weekend var klubbens spillere taget til København, hvor de afholdt den årlige julefest i hovedstadens gader iført tegneseriekostumer.
Daily Mirror har opsnuset hvor dyr, turen har været for Leicester. 1,5 millioner danske kroner har opholdet i København kostet. En del af pengene blev brugt på natklubben, Zen, hvor spillerne både bestilte VIP-borde og champagneflasker til 10.000 kroner stykket.
Da klokken blev 04.30 forlod Premier League-spillerne natklubben og bevægede sig Københavns gader og hjem til hotellet Skt. Petri, hvor de overnattede indtil søndagens rundtur, der gik forbi blandt andet Tivoli.
Leicester har siden udtalt, at alle spillerne vendte tilbage til rette tid, så forberedelserne til kampen mod Chelsea har fungeret helt efter planen.