Annonce
Annonce

Han reddede Danmark på Wembley - så blev han gjort til syndebuk

16.08.2026 Kl. 11:28
Ole Kjær fylder 72 år i dag.

Alle ældre danske fodboldfans ved hvad det handler om: Uden den dér fantomredning på Wembley, ja så er det ikke godt at vide hvordan det hele var gået. 

Men nu nappede Kjær Luther Blissets kanonskud. Danmark sejrede i løvens hule, i selveste fodboldens mekka. Og kom til EM i Frankrig. Resten er historie, som Shakespeare skrev…

Klubrekordmand på vestkysten

Ole Kjær blev født den 16. august 1954 i Kolding. Han spillede ungdomsfodbold et par år i Jerne, inden han i 1973 debuterede på Esbjergs 1. hold. Han var på det tidspunkt blot 18 år. 

Med sine 474 kampe har Ole Kjær klubrekorden i Esbjerg. Derudover spillede keeperen 117 kampe for Næstved i sæsonerne 1986-89. Ole Kjær havde stor styrke i luftspillet, og han var – som vi erfarede på Wembley – særdeles reaktionsstærk. 

For Esbjerg fB var han med til at vinde pokalturneringen i 1976 (2-1 over Holbæk). Og keeperen var også med i “Marathonfinalen” (alle 3 kampe) i 1978, hvor Frem, efter 1-1 i begge de første to opgør, vandt trofæet efter 6-5 i den afgørende kamp (efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence). Ole blev kåret som “Årets Spiller i Danmark” i 1978. Samme år nåede Esbjerg helt frem til kvartfinalen i UEFA Cup turneringen mod Hertha Berlin, der dog besejrede vestjyderne med samlet 5-2. 

På det tidspunkt var betalingsfodbolden just indført herhjemme, og alt om Sport bragte en oversigt over, hvem der tjente hvad blandt 1. divisionsspillerne. Den uddannede tømrer lå i toppen som den bedst betalte fodboldspiller i Danmark, og en reportage fra Esbjerg berettede, at Kjær var dansk fodbolds første fuldtidsprofessionelle – i alt fald hvis han kunne leve med en relativt skrabet indtægt… Men Ole var også på vej til et fint gennembrud som landsholdsspiller. 

Esbjergenseren fik “nålen” i februar 1977 i forbindelse med DBU’s vestafrikanske tur. Ole debuterede mod Senegal i Kaolack, i en venskabskamp som Danmark vandt med 3-2. Selve opgøret var lidt af en farce. Afrikanerne mødte over en time for sent op til en kamp som de selv havde arrangeret, og den spillemæssige kvalitet var nogenlunde ækvivalent med banens og rammerne. 

I 1979 understregede Kjær sin høje kvalitet ved at agere ankermand og hjørnesten i en stærk Esbjerg-defensiv, der blev udslagsgivende i forhold til det danske mesterskab. KB førte stort ved sommerpausen, men Rudi Strittichs disciplinerede tropper halede støt og roligt ind på forspringet og vandt til sidst titlen med en komfortabel 6-point afstand ned til københavnerne. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

2 x Ole om pladsen i buret.

På det tidspunkt konkurrerede Kjær med primært KB’s Ole Qvist om pladsen i buret på landsholdet. Det var situationen efter at Birger Jensen gjorde sig uvenner med Sepp Piontek ifm. landsholdets træningssamling i Nysted i sommeren 1980. De to gange Ole skiftedes til at stå i landskampene. I sæsonerne 1980-82 havde Qvist overtaget, men KB rykkede ned i 1982, og Sepp havde et (ganske vist lidt vægelsindet) princip om ikke at bruge 2. divisionsmålmænd, så Kjær overtog i 1983 i de vigtige EM-kvalifikationskampe der endte med at give landsholdet det store internationale gennembrud. Ikke mindst takket være den dér uforglemmelige redning på Wembley.

I alt blev det til 26 optrædener for det nationale mandskab, og hele 30 “bænkepladser” som ubenyttet reserve, men 6-0-nederlaget i marts 1984 i Amsterdam mod Holland blev Kjærs sidste. Mange mente nok, at Ole således blev gjort til syndebuk for en generelt uacceptabel landsholdspræstation, men han opretholdt et højt niveau i den hjemlige 1. division for Esbjerg. 

I 1986 valgte man i Esbjerg at satse på en ny keeper, Svend Erik Larsen, og Kjær tog konsekvensen og skiftede til Næstved, hvor han var en bragende succes frem til 1989 med en sølv- og en bronzemedalje.  

Ole vendte tilbage til Esbjerg fB i 1990, inden han takkede af på topplan i juni 1992. Siden har han spillet på oldboyslandsholdet og arbejdet som sælger i forskellige virksomheder og en tid været direktør i Esbjerg Elite. 

Nyheder

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce