Wenger: Fokus skal rettes mod Aston Villa
Mange havde spået Arsenal til at ryge ud af Champions League, men efter en meget overbevisende 3-0-sejr ude mod Olympiakos, formåede The Gunners endnu engang at gå videre fra Champions League-gruppespillet.
Men Champions League er slut for denne omgang, og nu skal man rette fokus mod Premier League igen.
Det fortæller klubbens manager, Arsene Wenger, der forventer en hård kamp, når man senere denne søndag møder Aston Villa.
– Det kommer til at blive en hård kamp ude mod Villa, og det er grunden til, at jeg siger, at det er vigtigt, at vi fokuserer på Premier League med det samme igen efter onsdagens kamp, og at vi kommer os fysisk og mentalt, udtaler Arsene Wenger ifølge klubbens hjemmeside.
– Vi har vist, at vi har modenheden til at fokusere på begge turneringer, fortsætter den franske manager.