Krise? United tabte til storholdenes bøddel Bournemouth
Bournemouth stod for den helt store overraskelse i sidste spillerunde, da The Cherries slog Chelsea med 1-0 på Stamford Bridge. Derfor kom de med masser af selvtillid til aftenens kamp mod Mancheseter United, som gæstede Vitality Stadium.
Værterne fik en fremragende start på kampen, da Junior Stanislas scorede direkte på hjørnespark efter to minutters spil. Manchester United var dog tæt på et udligne få minutter efter, men Artur Boruc diskede op med to pragtredninger, der forhindrede gæsterne i at score.
Junior Stanislas fik en gylden mulighed for at udbygge føringen til 2-0 og score sit andet mål, da han fik en friløber, hvor han forsøgte at drible udenom David De Gea, men den spanske keeper havde læst Bournemouth-angriberen.
Og i stedet for 2-0 blev det i stedet 1-1. Efter et par forsøg fik Marouane Fellaini kæmpet sig til en sidste afslutning, hvor han sendte bolden i kassen og scorede sit første ligamål denne sæson. Det blev også det sidste mål i første halvleg.
Ti minutter inden i anden halvleg kom hjemmeholdet igen på føringskurs. Matt Ritchie sendte et fladt indlæg ind på hjørnespark til en fri Joshua King, som kunne gøre det til 2-1. Det var nordmandens andet mål denne sæson.
Manchester United skulle derfor fremad på banen, men Louis van Gaals tropper havde svært ved at få spillet til at flyde og skabe chancer. Det lignede mere et mål til 3-1 end 2-2, hvor Glenn Murray især havde gode muligheder.
Det lykkedes heller ikke for De Røde Djævle at få det udlignende mål, og med de tre point kravler Bournemouth fra 17. pladsen op på 14. pladsen, hvor de stryger forbi Norwich, Swansea og Chelsea.
Manchester United har kun fået to point i de seneste tre kampe, og med dagens nederlag besidder de fortsat fjerdepladsen, men kan blive overhalet af Tottenham, hvis de vinder over Newcastle i morgen.