OB lander millionaftale kort efter Thomasberg-ansættelse
⚽ Følg PLBOLD på Google med et enkelt klik og gå aldrig glip af rygter, transfers og breaking news. Følg PLBOLD nu
Der er endnu en god nyhed på vej til OB-fans.
Blot få dage efter ansættelsen af Thomas Thomasberg som ny cheftræner har den fynske klub indgået en stor kommerciel aftale, der skal styrke OB både økonomisk og strategisk.
OB indgår fireårig aftale med stor fynsk virksomhed
OB har skrevet under på en ny fireårig samarbejdsaftale med FTZ Autodele & Værktøj A/S, som klubben selv beskriver som en af de største partnere i klubbens historie.
Partnerskabet er allerede trådt i kraft.
FTZ’s logo vil fremover være synligt på LED-banderne under OB’s hjemmekampe i Superligaen og DBU Pokalen, mens virksomhedens logo fra sæsonerne 2027-2030 kommer på klubbens udebanetrøjer.
OB glæder sig over stærkt samarbejde
OB’s kommercielle direktør Jack Jørgensen lægger ikke skjul på betydningen af aftalen.
– Vi er meget stolte over, at endnu en stor fynsk virksomhed har besluttet at indgå et så markant partnerskab med os. Det viser, at vi er på rette vej i vores udvikling af OB.
Aftalen kommer kort efter, at Thomas Thomasberg fik en perfekt start som ny OB-træner med en 1-0-sejr over Sønderjyske i sin første kamp på sidelinjen.
Solidt plantet i den fynske muld
FTZ blev grundlagt i Odense i 1962 og er i dag Danmarks største autogrossist med mere end 30 afdelinger i Danmark og på Færøerne samt over 1.100 medarbejdere.
Virksomheden etablerede for nogle år siden en base på et stort domicil nær Grønnemose på Vestfyn, men fremover vil man i endnu større grad lægge mærke til virksomheden i den fynske hovedstad.
Ifølge administrerende direktør Andrew Long skal samarbejdet øge virksomhedens synlighed og give kunder og samarbejdspartnere adgang til oplevelser omkring OB.
Parterne vil desuden undersøge mulighederne for fælles sociale initiativer, men der er endnu ikke offentliggjort detaljer om konkrete projekter eller økonomien bag aftalen.
For OB er aftalen endnu et positivt skridt i en periode, hvor klubben både har fået ny træner og nu også styrker fundamentet uden for banen.
Vild transfermelding om Jesper Lindstrøm



















