Annonce
Annonce

Han blev vraget på toppen - og beviste, at Liverpool tog fejl

05.08.2026 Kl. 09:57

Raymond Neal Clemence, en af engelsk fodbolds fineste keepere gennem tiderne, blev født på denne dag i 1948.

Ray kom fra Skegness og startede karrieren i Scunthorpe United, hvor Bill Shankly fandt ham i 1967.

Majestætiske Clemence

Clemence afløste den populære skotte Tommy Lawrence, kaldet ”den flyvende gris”, i slutningen af 60’erne og blev en væsentlig brik i Shanklys møjsommelige transformation af Liverpool FC fra middelmådighed til storhed. Den stilfulde og dygtige Clemence spillede næsten 500 kampe og medvirkede til et hav af trofæer under Shankly og siden Bob Paisley. 

Der var noget majestætisk over Clemence. Når han stod på mål for Liverpool, virkede han urørlig, umulig at passere. Ligesom den evige rival, Peter Shilton, besad han alle de klassiske målmandsdyder. Stærk på stregen, dygtig i luften, sikre hænder. Frem for Shilton havde Ray den indlysende fordel, at han spillede på et europæisk topmandskab, hvorimod Shilton var beskæftiget i lidt mindre klubber (Leicester og Stoke) før han kom til Nottingham Forest i 1977. 

Med 61 landskampe havde Clemence en fantastisk international karriere. Men målmandsduellen på landsholdet mellem Clemence og Shilton tippede gradvist til sidstnævntes fordel efter Shilts’ markante klubskifte. Det var stærkt opsigtsvækkende, at det blev Brian Clough og hans nyoprykkede Nottingham Forest, der løb med den transfer. For 250.000 pund får man ikke meget fodboldspiller i vore dage, men i 1977 blev Shilton engelsk fodbolds dyreste målmand, da Stoke solgte ham til Forest. 

Clemence var på mål for England ved Europamesterskabet i 1980, men ved VM i Spanien to år senere måtte han nøjes med at sidde på bænken til fordel for Shilton.

Artiklen fortsætter efter billedet.

En mærkværdig transfer

I 1981 blev det så Ray Clemences tur til at blive genstand for et højst overraskende klubskifte. Det nok mærkeligste i hele Bob Paisleys æra i Liverpool. 

Trods et væld af triumfer skiftede Liverpool deres dygtige og vellidte målmand ud. I 1980-81 sæsonen sluttede Liverpool ganske vist kun som nummer fem i ligaen – et usædvanligt dårligt resultat – men Paisleys ”Røde Hær” vandt trods alt Liga Cuppen og Europa Cup turneringen for mesterhold. Sidstnævnte med en 1-0-sejr over ikoniske Real Madrid i finalen. Det blev Clemences sidste optræden for Liverpool. Ledelsen foretrak – helt uforståeligt – den zimbabwiske sprællemand Bruce Grobbelaar i stedet. Bevares, han var da en dygtig målmand, en farverig skikkelse og en rigtig spasmager. Men som målmand nåede han ikke sin forgænger til sokkeholderne. 

Bob Paisley må have tænkt, at Clemence var ved at være færdig. Som 33-årig var det jo ikke utænkeligt. Men det blev imidlertid grundigt modbevist, idet Ray skrev kontrakt med Tottenham, og blev en særdeles kapabel og vellidt keeper på White Hart Lane i yderligere syv sæsoner. 

Både Peter Shilton såvel som Ray Clemence fik således særdeles lange karrierer. Shilton fortsatte helt, til han var 48 år, og han spillede sin sidste landskamp ved VM i 1990 som 41-årig. 125 landskampe blev det til i alt. Clemence lagde op som 40-årig og blev en populær målmandstræner i Tottenham. Måske blev de to så gode, netop fordi de pressede og konkurrerede med hinanden? 

Ray blev adlet med en MBE i 1987. Han gik desværre bort i 2020.

Meritter: 

Med Liverpool:

5 mesterskaber (1973, 76, 77, 79 og 80).

1 FA Cup (1974).

1 Liga Cup (1981).

3 Europa Cup for mesterhold titler: 1977, 78 og 81.

2 UEFA Cup trofæer: 1973 og 76.

Med Tottenham: 

1 FA Cup (1982).

1 UEFA Cup: 1984.

Nyheder

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce