Annonce
Annonce

Han var ansigtet på dansk fodbolds største sensation - fylder 77 i dag

05.08.2026 Kl. 08:35

Året var 1974. I USA rystede Watergate-skandalen samfundet fra top til bund of tvang ”Trickie-Dickie” Nixon til at gå af som præsident. Charlatanen Uri Geller optrøder på dansk tv og får angiveligt ure til at gå i stå over hele landet. Og i Zaire knockouter Muhammed Ali sin modstander George Foreman efter et brutalt ”Rumble in the Jungle” opgør ved hjælp af den kontroversielle ”Robe-a-dope” taktik. 

Herhjemme var Fodbold-Danmark blevet kraftigt opmærksom på hvad der gik for sig i Vanløse Idrætspark, for der var et frisk og spændende mandskab på vej op igennem divisionshierarkiet. Sportspressen var ved at flyde over med superlativer i beskrivelserne af sensationsholdet Vanløse IF, og især den lille lyshårede højre wing, Birger Hall Mauritzen (fylder 77 år i dag). Der var noget frækt og opportunistisk over Birgers attitude og hans spil, der på mange måder symboliserede den fremadstræbende klub. 

Vanløse havde i 1960’erne mest markeret sig med boldkunstneren Finn Laudrup, men da han rejste til Østrig, havde klubben svært ved at klare sig, og rykkede ned i 3. division i 1970. Men der blev bygget et særdeles konkurrencedygtigt og seværdigt hold, med spillere som Tommy Kristiansen, brødrene Jan og Bjarne Pettersson, keeperen Jan Madsen, den langhårede midtbanestrateg, Jacob Rossander, og altså den lille, pågående Mauritzen, der kom til Vanløse IF fra Husum Boldklub. 

Tabte kun 3 kampe på 2 år

Resultaterne var yderst bemærkelsesværdige. I 1973 vandt Vanløse suverænt 3. division øst med et 6-point forspring ned til Helsingør. Københavnerne gik ubesejret igennem turneringen med en fabelagtig målscorer på 60-20. 

Året efter fortsatte V-raketten i nærmest eskalerende fart. Vanløses helt store år blev 1974. Opturen fra 3. division fortsatte, og klubben gik direkte igennem den næstbedste række. På grund af omstrukturering i divisionssystemet var der 4 oprykkere, og Vanløse var stærkest af alle, foran B.93, Fremad Amager og B.1909. Året bød kun på 3 nederlag. Og i pokalturneringen slog de hvid-sorte sensationelt årets mesterhold, KB, i semifinalen, og sejrede i den første (og hidtil eneste) pokalfinale mellem to 2. divisionshold, med 5-2 over OB. Det blev en herlig Kristi Himmelfartsdag i Idrætsparken med 20000 tilskuere og god underholdning. Flemming Antony varmede publikum op før kampen, og V-raketten tog over, da dommer Edgar H. Pedersen fløjtede op. I Vanløses finaletriumf scorede Tommy Kristiansen, Birger Mauritzen og Bjarne Pettersson, og så lukkede og slukkede Jacob Rossander det festlige opgør med to kasser.

I 1975 opnåede Vanløse klubbens hidtil bedste placering i historien med en 8. plads, kun 1 point dårligere end nummer 5, Esbjerg. I pokalturneringen fik OB revanche i 2. runde, hvor De Striwede slog de forsvarende pokalmestre med 2-1 i Odense, men i divisionskampene leverede Vanløse flere uforglemmelige kampe. Især med en 7-2-sejr over B.1909, hvor Birger Mauritzen, der i dag fylder 77 år, scorede 5 gange. 

Det lå i kortene, at Mauritzen skulle have chancen på landsholdet, og den kom da også. 

Birger Mauritzen i duel med Henning Munk Jensen.

Rumænien ydmygede Danmark

Danmark trak Rumænien i både EM-og OL-kvalifikationen. Og blev desværre sat på plads i begge sammenhænge. Birger debuterede i EM-opgøret i Bukarest i maj 1975, men kampen blev lidt af et mareridt, for rumænerne, med en veloplagt Mircea Lucescu i spidsen, smadrede danskerne med 6-1. Landstræner Rudi Strittich havde kun fået overtalt tre udlandsprofessionelle til at deltage; Morten Olsen, Eigil Nielsen og Peter Dahl, og de rød-hvide var temmelig underlegne. 

En måned senere gjaldt det så OL-kvalifikationen, hvor Rumænien stillede et omtrent lige så stærkt landshold, mens danskerne helt måtte undvære professionelle. Østeuropæerne havde vundet det første opgør med 4-0, så det krævede et mirakel at gå videre. Rudi Strittich havde valgt en offensiv opstilling med Køges Claus Larsen og den talentfulde Lars Bastrup fra IHF helt fremme, og Mauritzen og B.93-teknikeren Jens Kolding lige bagved. Birger bragte Danmark foran efter knapt en halv time og tændte et lille håb, men Rumænien scorede to gange i starten af 2. halvleg, og så var den potte ude. 

En uge senere var Mauritzen med til at slå Finland med 2-0 i Idrætsparken, i årets eneste landskampsejr. I februar 1976 spillede han sin 4. og sidste landskamp i Israel, hvor Danmark vandt med 1-0 på et mål af Næstveds Mogens Hansen. Men så satte motoren ud på Vanløse-raketten. Spillet hang slet ikke sammen, og der blev nogle svidende nederlag i Vanløse Idrætspark på 0-6 mod Frem, 1-7 mod Vejle og 1-5 til AaB. På udebane var der bl.a. en kedelig sæk på 0-6 i Randers.   

Vanløse rykkede ud med et brag, og kometen Mauritzen forsvandt fra pressespalterne og dansk topfodbold og gik tilbage til hyggefodbold på serieniveau i Husum. 

Nyheder

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce