Han skrev Roy Keanes historie - men hans eget liv er mindst lige så fascinerende
Det er en, på mange måder, bemærkelsesværdig og markant personlighed, der i dag fylder 81.
Eamon Dunphy er forfatter til flere interessante fodboldbøger, ghostwriter for Roy Keane, U2 portrættør, irsk tv’s svar på Svend Gehrs, patriotisk irer – men samtidig stærk modstander af IRA, frafalden katolik, meningsdanner og meget mere.
The Dockers
Millwall har sit navn efter klubbens oprindelsessted. Den stiftedes tilbage i 1885 i the London Docks, i dag et hipt og attraktivt boligområde – dengang et af storbyens allerfattigste og mest barske kvarterer. Millwall Rovers, som de oprindeligt hed, delte stampublikum med pubber som Lord Nelson og andre tvivlsomme, lokale beværtninger. Det var arbejderklassens og det hårde havnekvarters mest marginaliserede elementer, der udgjorde en barsk supporterskare. Det har med sikkerhed ikke været et trygt sted at gæste for udeholdenes tilhængere.
Da Millwall i 1910 flyttede væk fra det såkaldte Isle of Dogs og fik stadion længere østpå, valgte man at bibeholde klubnavnet og det daværende kælenavn The Dockers som en hyldest til den blakkede fortid. Ryet og identiteten blev opretholdt med slet skjult stolthed, og det nye stadion i New Cross fik det respektindgydende navn the Den.
Efter 1. verdenskrig blev Millwall indplaceret i 2. division, og der tog klubben nærmest permanent ophold. På trods af at man altså var den helt store sportslige succes foruden, så var og blev Millwall FC en klub med et uhyre trofast og talstærkt hjemmepublikum. Det var fortsat ualmindeligt svært at besejre Millwall i løvekulen, og det hændte indimellem, at the Lions (som de med tiden fortrinsvis kaldtes) gik en hel sæson igennem uden nederlag på hjemmebanen.
Stenhårde og smarte Dunphy
I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 70’erne fandt Milwall stor nytte af Eamon Dunphys’ karakteristiske, stenhårde og dedikerede arbejde i midtbanens maskinrum. Dunphy var en hård mand i nærkampe og dueller, og hans kompromisløse spillestil faldt i høj grad i publikums smag på det til tider vilde The Den. Desuden var ireren i udpræget grad i besiddelse af spilintelligens. Når bolden var erobret, blev besiddelsen benyttet med konstruktivitet.
I den periode blev hjemmebanen oftere og oftere kædet sammen med hooliganisme og tilskuervold. Og Millwall var klubben, som de andre – med en vis ret – elskede at hade. Men trods talenter som Alex Stepney, Gordon Hill, Keith Weller m.fl. kom the Lions aldrig rigtigt til tops. Der var for store udsving – især et misforhold mellem styrken på hjemme- og udebane. Det skortede dog aldrig på energi, løbe- og fightervilje.
I 1971 var klubben fra London Borough meget tæt på oprykning til 1. division, men glippede med et enkelt point. Tilhængerne kaldte deres yndlinge “Class of 71”. Der var folk som Derek Possee, Keith Weller, klublegenden Barry Kitchener og målvogteren Bryan King.
I sæsonen 1973-74 førte Dunphy dagbog, og han udgav efterfølgende sine personlige betragtninger om kampe, med- og modspillere og meget andet, i bogen “Only a game?”, der blev lidt af en nyskabelse indenfor genren fodboldbøger. Den gav en hudløst ærlig beskrivelse af de skinbarlige realiteter bag facaden i det professionelle game, hvilket vakte stor opsigt.
Der var også dem der mente, at Eamonn Dunphy gik for tæt på virkeligheden i sine subjektive beskrivelser af taktikmøder, peptalks, omklædningsrum-snak osv. Så det var måske meget passende, at sæsonen blev hans sidste (af 10) i Millwall. Siden blev det til nogle år i Charlton og Reading. I sidstnævnte klub spillede han under landsmanden Charlie Hurley, og på hold med ballademageren Robin Friday. Det har utvivlsomt været underholdende.
Tæt på VM med Irland
Selv om Dunphy således ikke spillede på det absolutte topniveau, så var han alligevel inde omkring det irske landshold i en længere periode. Han debuterede for den Grønne Ø i en afgørende playoff match mod Spanien om at komme med til VM-slutrunden i England i 1966. Kampen blev spillet på neutral bane i Paris og spanierne vandt, trods god irsk fight, med 1-0. Eamon udgjorde den centrale midtbane i makkerskab med en anden hård nitte, Johnny Giles.
I alt fik Dunphy 23 A-landskampe for Irland.
Støvlerne røg på hylden i 1978, og derefter benyttede Eamon Dunphy sine journalistiske evner til mangt og meget – blandt andet altså til at skrive Roy Keanes “selvbiografi”.
Han har i mange år stået for en fast klumme i avisen Irish Daily Star.
