Lingard: Skal hæve os over kritikerne
Manchester United ligger i øjeblikket på Premier Leagues fjerdeplads, hvor man er á point med naboerne fra City og tre point fra rækkens førerhold Leicester. Det lyder umiddelbart ganske udmærket, selv for en klub i Uniteds størrelse, men alligevel hagler kritikken ned over De Røde Djævle.
Man røg i denne uge ud af Champions League, da man tabte 3-2 i Wolfsburg, og både supportere og eksperter er utilfredse med spillet, der har set langsomt og idetomt ud.
Det får dog ikke unge Jesse Lingard til at ryste i bukserne, og han mener, at hele truppen skal hæve sig og ikke lytte til kritikken.
– Når man spiller for Manchester United er der pres på. Når man ryger ud af en turnering, som vi gjorde i tirsdags, så kommer kritikkerne på banen. De begynder at sige alverdens ting, men vi skal hæve os over det, komme videre og koncentrere os om næste kamp.
– Vi skal holde en positiv mentalitet. Vi skaber mange chancer, men vi mangler det sidste slutprodukt. Vi arbejder på det, og det skal nok komme. Forhåbentlig i næste kamp, har Lingard fortalt til Manchester Uniteds officielle hjemmeside.