Giroud-hattrick sender Arsenal videre i Champions League
Det var alt eller intet for Arsenal & Co. i aften, da man havde dummet sig i de første to gruppespilskampe, hvor man bl.a. tabte 2-3 til Olympiakos på Emirates Stadium.
Med tre point til forskel havde Olympiakos råd til at spille uafgjort og tabe enten 0-1 eller 0-2 og stadig gå videre til første knockout-runde. Sådan blev det dog ikke.
Efter en halv times spil headede Olivier Giroud gæsterne i front, og kort inde i anden halvleg udbyggede den franske angriber også føringen til 2-0.
I det 66. minut fik Arsenal så tildelt et straffespark, da Omar Elabdellaoui havde hånd på bolden, og det fik Olivier Giroud til opgave at eksekvere. Han sendte Olympiakos-keeperen til dne forkerte side og kunne dermed score sit første hattrick i Arsenal-trøjen.
Grækerne skulle dermed op og score tre mål for at gå videre, og det lykkedes slet ikke Olympiakos at komme på måltavlen. Dermed ender Arsenal på andenpladsen i Gruppe F, mens Bayern München tager førstepladsen.