Ferguson: Har været i kontakt med Mourinho
Jose Mourinho og Chelsea har efter en forrygende mesterskabssæson i fjor haft mere end svært ved at finde rytmen i indeværende sæson, og efter et nyt nederlag i weekenden til upåagtede Bournemouth, brænder sædet nu for alvor under den karismatiske portugiser.
Også den pensionerede Manchester United-manager Sir Alex Ferguson har fulgt mestrenes deroute, og afslører desuden, at han har været i kontakt med manager Jose Mourinho.
– Det er en udfordring for ham. Jeg har holdt øje med Jose [Mourinho] på det seneste, og snakket med ham også. Det er første gang i hele hans karriere, at han er blevet konfronteret med så stor en krise, og det er utvivlsomt en udfordring for ham.
– Dog synes jeg, at der er tegn på, at han er ved at rette op på det. Jeg så kampen lørdag [mod Bournemouth], og de kunne have vundet med et par mål, men tabte alligevel, og der er uden tvivl om, at presset på ham er større end nogensinde, både fra pressen og fra fansene, forklarede skotten, da han var gæst på TechCrunch Disrup London tidligere på dagen, inden han afsluttende leverede en tillidserklæring til sin tidligere rival.
– Chelsea ville være idiotiske, hvis de fyrede ham.
Sir Alex Ferguson og Jose Mourinho havde som bekendt flere store slag mellem sig gennem portugiserens første periode som Chelsea-manager, hvor de to storklubber i en årrække delte Premier League-trofæet mellem sig.