Transfersaga om Yan Diomande tager vild drejning
Den 19-årige Yan Diomande er en af de mest eftertragtede spillere i verden denne sommer, og nu har transfersagaen om ham taget en ny drejning.
Sommeren startede med, at Liverpool havde udset sig den ivorianske landsholdsspiller som afløser for Mohamed Salah.
Det førte også til, at The Reds afgav et enormt bud til RB Leipzig, men det blev der takket pænt nej tak til af den tyske klub.
Efterfølgende kom det også frem fra flere medier, at Yan Diomande ønsker at skifte til Paris Saint-Germain, som også var begyndt at vise interesse.
Sidenhen lader det ikke til, at der er sket den store udvikling, da et større puslespil synes at skulle gå op, inden Paris Saint-Germain kan købe ham.
Ny bejler melder sig på banen
Nu kan The Athletic så rapportere, at den spanske kongeklub Real Madrid har meldt sig ind i kampen om den 19-årige kantspiller.
Meldingen går på, at La Liga-klubben er i forhandlinger med RB Leipzig, som ikke har modtaget et acceptabelt bud fra Paris Saint-Germain endnu.
På transfermarkedet forholder det sig ofte sådan, at når Real Madrid melder sin konkrete interesse, får den spanske storklub sin vilje.
Nu vil tiden vise, om det også kommer til at gå sådan med Yan Diomande, som regnes for at være en af verdens største talenter.
Stort gennembrud i RB Leipzig
Det er blot et år siden, at ivorianeren skiftede til RB Leipzig fra CD Leganés for omtrent 150 millioner kroner. Nu menes han at kunne komme til at koste mere end 850 millioner kroner.
Det skyldes, at han storspillede i sin første sæson for Bundesliga-klubben, hvor han i 36 kampe leverede 13 scoringer og ti målgivende afleveringer.
Kontrakten med den tyske klub gælder frem til sommeren 2030, og derfor har RB Leipzig gode kort på hånden i forhandlingerne.


















