Chelsea FC var i en turbulent nedtur i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 80’erne. Klubben befandt sig i en trist sportslig ørkenvandring i 2. division med skiftende managere og meget lidt succes. Det så virkelig sort ud.

Faktisk bevægede klubben sig økonomisk på randen af udslettelse. Der måtte udlægges pant i stadion, og en ny bestyrelsesformand tog tøjlerne, da kontroversielle Ken Bates købte sig til magten i 1982 for summen af 1 pund.

Bates var ekstremt ekstrovert og havde et væld af initiativer og holdninger. Det gjorde ham til fast bestanddel i medierne, ikke mindst boulevardpressen. Men han satte fut i en hensygnende og nærmest dødsmærket klub.

Den ret så upåagtede manager John Neal fik midler til at gøre nogle interessante indkøb, og det viste han sig at være ret god til. Neal havde overtaget jobbet fra legenden Geoff Hurst i 1981, og Chelsea balancerede da på kanten af en nedrykning til 3. division.

Neal hentede et klogt mix af rutinerede kræfter og unge uprøvede folk fra lavere divisioner. Til den første kategori hørte den walisiske back Joey Jones og den tidligere Manchester United-wing, Mickey Thomas.

Til den anden kategori fandt Neal nogle særdeles spændende spillere. Den skotske wing Pat Nevin blev købt for småpenge i Clyde, målmanden Eddie Niedzwiecki i Wrexham, midtbanekrumtappen Nigel Spackman blev hentet ind fra Bournemouth, forsvarsspilleren Joe McLaughlin kom fra Morton Greenock, og endelig sammensatte Neal et slagkraftigt angrebspar i Kerry Dixon og David Speedie.

Det store lyse håb i angrebet

Dixon blev købt i Reading, hvor han havde bevist sine evner som målscorer med 51 mål i 116 kampe. Den høje, lyse centerforward gjorde sig bemærket med et stærkt hovedspil, og så var han omtrent lige god med begge ben.

Alligevel virkede han ikke som det helt indlysende talent. Dertil var teknikken for begrænset, og han var meget stationær. Tottenham Hotspur havde Dixon på lærlingekontrakt, men mente ikke, at potentialet var stort nok. Men i samarbejdet med den hurtige og energiske David Speedie gik tingene op i en højere enhed.

John Neal skabte fundamentet for fremgang på the Bridge, hvor supporterne hungrede efter succes. Den lod ikke vente længe på sig. I 1984 vandt Chelsea 2. division foran Sheffield Wednesday og Newcastle United. Målscoringen var helt absurd. Offensiven præsterede 90 mål i 42 kampe, hvoraf Kerry Dixon stod for de 28. Det var tilstrækkeligt til at blive ligatopscorer. Døren til 1. division blev sparket ind med maner.

I comebacksæsonen 1984/85 sluttede Chelsea som en fin nummer seks, blot to point fra den UEFA Cup-plads, der alligevel ikke blev til noget året efter på grund af Heysel-katastrofen. Dixon slog sig løs med 24 scoringer og røg til tops på ligaens topscorerliste (delt førsteplads med Gary Lineker). Både Dixon og Speedie blev belønnet for en stærk sæson med landsholdsudtagelser for henholdsvis England og Skotland.

I 1985/86 var Dixon en del skadet, men formåede alligevel at score 14 gange, samme antal som makkeren Speedie. Chelsea, nu under ledelse af den tidligere midtbaneslider John Hollins, opnåede atter en sjetteplads. Men året efter knirkede fundamentet.

Den store centerforward virkede mærket af skader og kunne ikke finde nettet, og det var, som om den optimisme og energi, som Ken Bates havde tilført klubben, var ved at være opbrugt.

David Speedie lod sig sælge til Coventry i 1987, hvor han dannede et rutineret angrebspar med Cyrille Regis, og Chelsea rykkede ud af 1. division i 1987/88-sæsonen. Den tredje nedrykning på 13 år. Det skete efter playoffs mod Middlesbrough, der besejrede Chelsea over to kampe med samlet 2-1.

Kerry Dixons form dét år var helt til rotterne, han virkede simpelthen slet ikke som den samme giftige forward uden Speedie ved sin side. Der var alligevel rygter om transfers til Manchester United og Arsenal, men det blev ikke til noget. I stedet smøgede han ærmerne op og genfandt gejsten og målnæsen i 2. division.

Den nye manager, Bobby Campbell, fik sammensat et lovende mandskab med backerne Steve Clarke (senere skotsk landstræner) og Tony Dorigo, den tidligere Tottenham-sweeper Graham Roberts, endnu en forhenværende Spurs-mand Mike Hazard på midtbanen sammen med talentfulde Graeme le Saux.

Og Campbell formerede en ny slagkraftig frontduo bestående af Kerry Dixon og skotten Gordon Durie. Med 25 scoringer var Dixon i høj grad medvirkende til, at Chelsea kunne fejre oprykning i 1989 efter kun en enkelt sæson i anden række. The Blues scorede i alt hele 96 mål og vandt divisionen suverænt foran Manchester City. Chelsea var revitaliseret.

Klubhelt

Dixon fortsatte i Chelsea frem til 1992 og opnåede 420 kampe med hele 193 mål. Det giver en strålende samlet målkvotient på 0,459. Det indplacerer ham som en fornem nummer tre på alle tiders topscorerliste i Chelsea. Kun overgået af Frank Lampard og Bobby Tambling. På landsholdet blev det til 8 optrædener og 4 scoringer.

Det er en fair påstand, at han skabte – eller havde en væsentlig rolle i – Chelseas transformation fra dødssyg anden divisionsklub til en magtfaktor i engelsk fodbold.

Tiden efter den aktive karriere har ikke vist sig problemfri. Forsøg på at etablere sig som manager blev ikke nogen succes, og Dixon har kæmpet med alkohol, stoffer og spilafhængighed.

I dag fylder Kerry Michael Dixon 65 år.

Ny transfermelding: Kasper Høgh forhandler med mesterklub