Albrighton: Mahrez og Vardy bør blive
Leicester fører Premier League efter 15 spillerunder, og det kan man i den grad takke Jamie Vardy og Riyad Mahrez for.
Førstnævnte slog for nyligt rekorden for at have scoret i flest Premier League-kampe i træk, og lørdag scorede sidstnævnte hattrick, da Leicester bankede Swansea.
Vardy og Mahrez har naturligvis tiltrukket sig interesse fra større klubber, men profilernes holdkammerat, Marc Albrighton, ser ingen grund til, at de skulle forlade klubben.
– Der vil altid være spekulationer. Se bare på Harry Kane i sidste sæson. Han var flyvende i Tottenham hele sidste sæson, og han blev rygtet til det ene og det andet sted.
– Vi bekymrer os ikke om spekulationer. Vards og Riyad ved begge, hvad de bringer til denne klub, og hvor elskede de er. Jeg tror ikke, at det ville gøre dem noget godt at forlade klubben nu. Vi fører ligaen, så hvorfor skulle de skifte?
Leicester ligger, som sagt, øverst i Premier League-tabellen efter 15 runder, og glæden er stor i klubben.
Det samme er optimismen, og Albrighton tror, at man kan forsætte det flotte spil – hvis altså Vardy og Mahrez også fortsætter.
– Vi kunne have været foran med fire eller fem mål ved pausen, og man kan se, at holdene er begyndt at frygte os.
– Jamie og Riyad har været exceptionelle i denne sæson, og hvem ved, hvor vi havde været uden deres mål og kreativitet. Hvis de kan fortsætte, vil de spille en stor rolle i, hvad vi opnår i denne sæson.
– Det er fuldstændig åbent i denne sæson. De store hold taber kampe og mister point, og det er ikke normalt. De er normalvis meget solide.