Parish: Kan vinde Premier League inden for 10-15 år
For nyligt investerede David Blitzer og Josh Harris – medejere i NHL-klubben, New Jersy Devils, og NBA-klubben, Philadelphia 76'ers – i Crystal Palace.
Desuden har klubbens nye manager, Alan Pardew, skaffet flotte resultater i denne sæson, og på Selhurst Park er der således stor optimisme at spore.
– Jeg siger ikke, at denne investering sikrer os mesterskabet i næste sæson, men om 10-15 år kan vi vinde Premier League, siger Steve Parish til The Sun on Sunday og uddyber:
– Jeg kan huske, da vi i 1995 mødte Chelsea på Stamford Bridge i Premier League. Der var plads til 14.130 tilskuere. Ti år senere havde de vundet Premier League, og nu har de vundet Premier League fire gange og Champions League én gang. De er en af Europas største klubber, og de planlægger at udvide deres stadion til 60.000 tilskuere.
Parish nævner også Manchester City som et pragteksemplar på en lille klub, der har vokset sig stor.
– Se også på Manchester City. De spillede i landets tredjebedste række i 1999. 13 år senere har de vundet Premier League og spiller på et helt nyt stadion.
– Vi kan ikke matche disse klubber rent økonomisk, men vi skal nå et punkt, hvor vi kan udfordre dem om mesterskabet. Hvad er meningen med at være med, hvis man ikke forsøger at vinde?
The Eagles indtager rækkens 8. plads. Man har blandt andet besejret Chelsea og Liverpool på vejen.