Jubler Patrick Mortensen mod AGF? Nu giver han selv svaret
Angriberen Patrick Mortensen skiftede tidligere på året fra AGF til Brøndby, og i weekenden møder han sin tidligere klub i Superligaen.
Der er lagt op til et stort brag i Århus lørdag aften, hvor de danske mestre tager imod Brøndby i Vejlby, og her står Patrick Mortensen på sin tidligere hjemmebane.
Den rutinerede frontløber kan meget vel komme til at få en nøglerolle for Brøndby, der sætter forhåbningerne til, at han kan score mod sine gamle holdkammerater.
Og hvad vil skarpretteren så gøre, hvis han scorer? Kommer han til at juble foran sine tidligere fans?
I et interview med Bold fortæller han nu om sine overvejelser.
Patrick Mortensen kan juble mod AGF
– Jeg kan ikke sidde her og love, at jeg ikke kommer til at juble på den ene eller den anden måde, hvis jeg scorer.
– Jeg elsker at lave mål, og når jeg scorer, kortslutter det hele nogle gange. Men jeg har også købt ind på Brøndby, og det skal alle fansene mærke, fortæller angriberen til mediet.
Han nåede otte sæsoner i AGF, hvor han sluttede af med at vinde det danske mesterskab med klubben, hvorefter der var en stor fejring i Århus.
Nu gælder det i stedet en ny klub, som han var en del af, mens han var helt ung.
Der er kampstart lørdag aften klokken 18.00, og opgøret kan ses på TV3+ og Viaplay.
Allerede fredag aften sparkes den nye Superliga-sæson i gang, når Viborg FF møder OB i den jyske domkirkeby.

















