Eriksen fortæller om katastrofal prøvetræning i Barcelona
Christian Eriksen forlod OB til fordel for Ajax i 2008, men inden skiftet til Holland havde han været til prøvetræning hos nogle af de største klubber i verden.
Sammen med Rasmus Falk var han bl.a. til prøvetræning i Chelsea, som var meget vilde med ham og inviterede ham over til et tredje ophold, men danskeren valgte at takke nej.
Han fik også mulighed for at prøve sig af i Barcelona, men det var bestemt ikke let for en ung dansker – de ville nemlig ikke give ham bolden.
– Da jeg var i Barcelona, spillede vi en kamp mod den catalanske lanshold. Jeg rørte bolden tre gange i løbet af 90 minutter – helt præcist faktisk, siger Eriksen i et interview med Daily Mail.
– Jeg løb rundt på banen og tilbød mig: "Jeg er fri – spil mig", men jeg fik ikke bolden. Derefter hen til en anden: "Jeg er fri – spil mig", og nej. Her fik jeg heller ikke bolden. Jeg løb videre: "Her, spil mig". Sådan foregik det i 90 minutter.
– Jeg ved slet ikke, hvad der skete. Træningen var god, men i kampen tænkte jeg: "Jeg kommer aldrig til at få bolden". Måske var det fordi alle de andre snakkede spansk, men jeg lærte at blive mere aggressiv for at få fat i bolden, lyder det fra Eriksen.