West Ham-lejr frygter for ny langvarig skade til profil
I søndagens 1-1-kamp mod West Bromwich blev Diafra Sakho skiftet ud efter 74 minutter. Angriberen så ud til at lave en overstrækning, og ud fra de første tests frygter West Ham, at de må undvære angriberen i flere måneder.
Den præcise tidshorisont for Sakhos skade forventes at komme senere i dag, efter han har været til scanning.
Sakho var netop kommet tilbage i kampform efter at have tilbragt en måned på sidelinjen med en lignende skade, og det vil være et hårdt slag for West Ham atter at skulle undvære sit normale førstevalg som frontangriber.
West Ham må i forvejen undvære Dimitri Payet, der er ude indtil februar. Samtidig har London-holdet også måttet undvære Enner Valencia og Andy Carroll i det forreste geled en del af sæsonen, da de også har døjet med skader.