Football Manager 2016 Guide: Tottenham
Taktisk overblik – hvilken formation bør du spille?
Den populære 4-2-3-1-formation er fra start det oplagte valg. Harry Kane er truppens eneste kvalitetsangriber, men med spillere som Nacer Chadli, Son Heung-Min og Erik Lamela, der alle begår sig glimrende i rollen som indvendig angriber, kan det sagtens gå, hvis Kane kan holdes fit. Midtbanetrekanten kan vendes begge veje. Christian Eriksen gør det fortrinligt i 10'er-rollen bag Kane, men er man den forsigtige type, kan han flyttes ned på den centrale midtbane og i stedet have en sikringsspiller foran forsvaret. Netop på grund af Tottenhams mangel på angribere, er den taktiske fleksibilitet til at overse i begyndelsen af spillet. Det kan der dog laves om på med de rigtige indkøb, men det kommer vi ind på senere. Den centrale midtbane er tilmed en anelse tyndt besat, mens forsvaret ser stærkt ud. De to lynhurtige backs, Danny Rose og Kyle Walker, kan være en stor styrke, hvis du lader dem angribe og løbe op ad kanten. Hvis de bliver givet wingback-roller, og man beder sit hold søge flere overlaps, så har du opskriften på at rundforvirre enhver modstanders defensiv.
Selvom Spurs-defensiven ser ganske solid ud, så findes de største forcer længere fremme på banen. Både Jan Vertonghen og Toby Alderweireld spiller bedst som boldspillende forsvarsspillere, og de to backs vil helst fremad. Derfor man kan gøre klogt i at holde på bolden og spille kampen på egne præmisser. Manglen på midtbanespillere med store defensive kvaliteter gør også holdet sårbart, og derfor kan en boldbesiddende, fri og angribende stil være at foretrække mod de fleste hold.
Nøglespillere – tre spillere holdet skal bygges op omkring
Hugo Lloris
Fransk landsholdsanfører og selvfølgelig kaptajn for Spurs. Han er blandt spillets bedste keepere, og han er endda kun 28 år gammel, hvilket er ingenting for en keeper. Hans reflekser er eminente, og han redder bolde fra klods hold, som man stort set allerede har set inde. Han er loyal over for Spurs, og han bliver ikke pigefornærmet, hvis du vender tommelfingeren nedad på eventuelle transferbud. En keeper der er verdensklasse fra start og mange år frem – han er absolut en af de vigtigste personer i truppen.
Son Heung-Min
Han er ikke nødvendigvis god, hvis du vil spille rendyrket Barcelona-bold. Men han er utrolig hurtig, arbejder godt og afslutter bedre end de fleste angribere. Han fungerer både som fløjspiller og indvendig angriber, mens han også kan dække begge kanter samt angrebet. Den 23-årige sydkoreaner er med disse attributter mange træneres våde drøm, og han er klart værd at satse på. Han er blevet udstyret med det flotte stat 17 i afslutning, så hvis du giver ham chancen, skal han nok levere kasser.
Christian Eriksen
Den danske playmaker er uundgåelig og nærmest selvskrevet på denne liste. De fleste storklubber er uafbrudt på jagt efter ham, men Eriksen sætter ikke urimelig transferkrav, hvis blot han bliver behandlet ordentligt. Hans teknik, overblik, arbejdsstyrke og frispark er eminent, og der kan næsten udstedes en garanti for gode præstationer og assists, hvis blot han spilles rigtigt. Han er blandt holdets bedste spillere fra start, men bliver kun bedre de første flere år.
Unge spillere – Tre spillere at fokusere på
Eric Dier
Den unge forsvarsspiller er og bliver et stort aktiv for Spurs. Han kan naturligt dække både midterforsvaret, højre back og den defensive midtbanespiller. Alene den alsidighed gør ham værdifuld. Han er tilmed et fysisk bæst, der både har masser fart i benene og styrke bag. En komplet forsvarsspiller, der udvikler sig markant de igennem de første sæsoner i spillet. Der går ikke længe før han er en af holdets største stjerner, som man skal kæmpe for at kunne beholde. Derudover er han englænder, og det er sparsomt med rigtig dygtige englændere på øverste hylde.
Dele Alli
Den purunge Alli er ikke førsteholdsmateriale til at starte med, men tag ikke fejl – det bliver han! Send ham ud på et fornuftigt lejeophold med masser af spilletid i en enkelt eller to sæsoner, og du vil pludselig få et stort aktiv tilbage. Han er hurtig, adræt, teknisk stærk og har gode mentale egenskaber. En forfriskende spiller på enhver midtbane, og han er også englænder. Et stort plus når der skal registreres spillere til turneringerne.
Harry Kane
Han kunne ligeså vel være placeret i foregående kategori, men manden er trods alt kun 21 år fra spillets start. Han er holdet store (og eneste) angrebsstjerne og dermed vital for præstationerne. Med stor fysik og meget få svagheder kan han sæson efter sæson være i nærheden af titlen som Premier League-topscorer, men pas på interessen fra større klubber – han kan være svær at holde på. Manchester City har for vane at være interesseret i ham, og der ligger også et stort salgspotentiale, hvis du hellere vil have ham ud af vagten og bruge pengene på en anden angriber.
Mulige transferemner – tre spillere man bør hente til klubben
Victor Wanyama
Tottenham har fra start lidt udfordringer på den centrale midtbane, hvor man især defensivt er svagt besat. Derfor er en defensivt orienteret midtbanespiller nærmest et must, når man skal på sit første transfermarked. Southamptons fysiske bombe Wanyama er et godt bud, da han er alsidig og solid. Dog skal man op med den store pengepung for at få ham købt fri. Et andet alternativ kunne være Dortmunds Sven Bender.
Pierre-Emerick Aubameyang
Den eksplosive angriber vil tilføre ethvert hold vanvittig speed og dermed være en evig trussel i bagrummet for mange tunge forsvarsspillere. I Tottenham er du som nævnt kun udstyret med én kvalitetsangriber, og derfor er indkøbet af en spydspids vigtig. Holdet spiller i fire turneringer, og Harry Kane kan ikke spille samtlige minutter. Der kan hentes billigere alternativer, men Aubameyang er en helt anden type end Kane og vil derfor være et kæmpe aktiv. Hvis kampen er låst og Kane ikke vinder de fysiske dueller med modstanderens forsvar – så smid Aubameyang på banen og flæns dem med hans hurtighed.
Jack Grealish
Den unge offensivspiller er det helt store håb i Aston Villa, og de er ikke meget for at skulle af med ham. Dog kan du få ham til en fornuftig pris, hvis du giver dem nogle fremtidige procenter og måske smider lidt afbetaling på. Han har potentiale og giver din offensiv bredde.
Mulige salgsemner – tre spillere du bør sælge
Andros Townsend
Han er en ganske udmærket spiller, som sagtens kan begå sig på Tottenhams hold. Fin fart og gode driblinger, men det bliver aldrig til meget mere. Hans potentiale er ikke enormt, og man kan supplere sit transferbudget fint ved at sælge ham i første transfervindue. Man skulle gerne kunne få 80-100 millioner kroner for ham. Godt nok er han englænder, men der er rigeligt med unge engelske spillere i Spurs-truppen, så det er intet problem.
Federico Fazio
Han er høj som et tårn, header fantastisk og er en god spiller. Bare ikke på alle hold. Han virker en anelse fejlcastet på et hold, der besidder masser af teknisk kvalitet. På den anden side kan han snildt dække en modstander op og gøre det hæderligt som begrænset forsvarsspiller, når Vertonghen og Alderweireld er trætte, men han er langt fra en ideel spiller.
DeAndre Yedlin
Jovist, han er på lån i første sæson. Men sælg ham, når han vender tilbage! Yedlin har imponerende meget fart i fødderne, men der er ikke meget andet at råbe hurra for. Han udvikler sig aldrig for alvor til at være en topspiller i Premier League, og derfor er der ingen grund til at have ham på lønningslisten.